Artikelsamling 1

12.12  Dommedagens kendetegn er Kristi "andet komme", der er "den hellige ånds" åbenbaring eller videnskabeliggørelsen af næstekærligheden
Om man forstår, at vi for tiden oplever "verdens ende" eller "de sidste tider", vil altså være afhængig af, om man forstår, at den nuværende kultur er ved at gå under. Om man er i stand til at acceptere den nuværende tilstand i verden for "dommedag", vil være afhængig af, om man er i stand til at se adskillelsen af "fårene" og "bukkene", og at "den hellige ånd", hvilket altså vil sige den videnskab, det lys og den kærlighedslære, uden hvilken en ny verdenskultur, hvor freden har hjemme, umuligt kan opstå, bliver manifesteret. Har man ikke spor af evne til at være i føling med disse ting, da vandrer man i virkeligheden endnu rundt i blinde, ligegyldigt hvor meget man så end måtte tro at være i besiddelse af de verdensfrelsende idealer. Da har man endnu dyrets egoistiske og dræbende tendenser i sin natur. Og man vil igennem sin reinkarnation og skæbne bogstavelig talt blive ført over i de lande og zoner, der er "dommedagens" "venstre side" for der at gå frem til "evig pine", hvilket altså vil sige: til den guddommelige erfaringsoplevelse, man mangler for at kunne forstå det bud, der er "al lovens fylde". Men med denne oplevelse bag sig har man "fuldkommet løbet". Da står vejen åben til den "ny himmel" og "ny jord". "Den fortabte søn" bliver atter forenet med sin guddommelige Fader.
      "Dommedagens" fundamentale kendetegn er således Kristi "andet komme". Dette "andet komme" er som nævnt "den hellige ånds" åbenbaring. Denne åbenbaring må være dokumentationen eller videnskabeliggørelsen af næstekærligheden, thi ellers kan den umulig være basis for den "lovens fylde", der er det absolut eneste fundament, på hvilket en virkelig verdenskultur i harmoni med livets love eller Kristi væremåde kan manifesteres. Vær derfor alle på vagt! Hen over verden går en dønning af det største mørke. "Veerne" har taget sin begyndelse. Men ind over jorden skinner en stråle af det stærkeste lys. Det er ved at forplante sig i kød og blod. "Hvo som har øren, de høre". Hvo, som har øjne, de se. Hvo, som har kærlighed, de fornemme et møde med Gud.
 
Skrevet som artikel til Kosmos 1938 (12).