45.11 Ud af mørket
Vi har hermed gjort et lille strejftog ind over et af det evige livs store kosmiske solhvervs vinterområder.
Vi har set is og sne i kolossale mængder, men den var ikke dannet af frosset vand.
Kulden var menneskehedens uudviklede mentalitet og tankeklima.
Denne kulde blev en dødsstråle, der frøs millioner og atter millioner af mennesker til døde.
Der var millioner af lig, af stinkende dyr og mennesker.
Der var ødelagte fabrikker, skoler og læreanstalter, der var ødelagte sygehuse, jernbaner og en mangfoldighed af andre kulturgoder lagt i ruin.
Alle vegne invalider, sorgfulde ansigter prægede af livslede og håbløshed.
Øredøvende larm alle vegne fra nedstyrtende bomber, dødsrallen, skrig og jammer.
Men dette mørke var ikke en straf fra en vred Gud.
Det var heller ikke en djævels påfund, men det var de ufærdige menneskers egne mentale dødsstråler af egen fri vilje rettet imod hverandre, mand og mand imellem.
Men i vintermørkets ragnarok er alkærlighedens udvikling allerede begyndt at lyse og varme.
Sommeren er nær.
I den nu begyndende store nye verdensepoke vil menneskene komme til at vandre med Gud mod en sollys kosmisk sommers fred på jorden og en kulminerende velbehagelighed for menneskene.
Første gang bragt i Kosmos 1972 (25-26).
Tilbage til forsiden
Forrige