9.10 Årsagen til Judas' selvmord
Men guddommelig storhed åbenbares ikke ved brutal psykisk eller fysisk magtudfoldelse.
Verdensgenløserens virkemidler er ikke død og uskadeliggørelse over modstanderne og skeptikerne ved jordskælv, lyn og torden, lige så lidt som ved sværd og spyd, buer og pile.
Han virker derimod udelukkende kun ved at "vende den højre kind til, når han bliver slået på den venstre". –
Men en sådan virkemåde er alt for langsom for stærkt "troende" og interesserede væsener af den art, hvis ufærdige naturer endnu gør dem til sensationslystne og ærgerrige brushoveder.
Men for at få sådanne lysters og begærs tilfredsstillelse forenet med den udviklede samvittighed, må de retfærdigt begrundes.
Og Judas fandt altså begrundelsen i Jesu formentlige fysiske usårbarhed.
Ja, denne begrundelse blev så stærk i hans bevidsthed, at den helt overdøvede Mesterens egen permanente fortolkning og tilkendegivelse af, at hans rige "ikke var af denne verden".
Og Judas gik forblændet sin "egen vej".
I troen på at gå ind, gik han ud af "Guds rige".
I troen på at være verdensgenløserens hjælper og dermed menneskehedens velgører, blev han sin Mesters forfølger og menneskehedens symbolske udtryk for forræderi gennem alle tider.
Og her er vi ved grundårsagen til hans selvmord.
Som det gode og udviklede menneske han ellers var, og som havde bevirket, at han var blevet verdensgenløserens discipel, kunne han ikke bære at se sin handlemådes virkelige konsekvenser, dens nøgne og sande virkelighed, kunne ikke udholde at se sin elskede Mesters forfærdelige tortur og mishandling.
Og da han ikke magtede at gøre noget for at udfri ham af lidelsen, ja ikke engang kunne komme til at græde sin anger ud over for ham, grundet på den stærke og brutale vagt omkring ham, følte han, at han kun kunne bøde med sit eget liv.
(Se for øvrigt min bog Påske).
Tilbage til forsiden
Forrige