Artikelsamling 1

6.10  Juletraditionerne vil på mange forskellige områder blive mere og mere forfinede
Da julen, således som i nærværende artikel er skildret, er en kærlighedens fest, eller en fest til ihukommelse af den begyndende afskaffelse af princippet: at dræbe, vil alle sådanne ting ved samme fest, som er stimulerende og udviklende for nævnte princip, altså ikke have levedygtighed, men blive "døende" eller i aftagende, alt efter som den ny verdenskultur skrider frem. Af disse "døende" traditioner vil blandt andet julemåltider bestående af kød, flæsk og fisk naturligvis komme i første række. Men følelsen bliver stadig forfinet eller forædlet hos menneskene og vil få afskaffelsen af det almindelige grantræs benyttelse til juletræ til følge, idet man efterhånden ikke kan undgå at komme til at føle det som en vanhelligelse at bruge julehøjtideligheden som grundlag for nedsabling af ungt planteliv. Ligeledes vil man komme til at reagere over for brugen af de almindelige "julelys", idet man også her vil komme til at betragte det som upassende at fejre det dræbende princips afskaffelse ved påføring af "livsenhederne" i de nævnte lys den højst ubehagelige og unaturlige død, som en forbrænding af de pågældende lys netop bevirker.
      Som et symbol på julehøjtideligheden vil man i stedet for det almindelige "juletræ" mere og mere gå over til at anvende en til formålet egnet juletræs- eller pyramideformet lysestage med indlagt elektrisk lys. I dette lys finder intet drab sted ved forbrændingen, idet alle "livsenheder" i den elektriske strøm er "ildvæsener", hvilket vil sige, at de har deres naturlige udvikling og liv i ildelementet eller i form af ild eller lys.
      Således vil juletraditionerne på mange forskellige områder blive mere og mere forfinede for derved til sidst at blive i en sådan samvittighedens renkultur, at julehøjtideligheden bliver en virkelig sand og absolut fuldkommen fest til ære for alkærligheden eller respekten for ethvert levende væsens ret til livet.