45.10 Med Gud gennem livets mørke
Men selv om mørket således i virkeligheden er et led i alkærlighedsprocessen, kosmisk set, ved hvilket væsenet bliver ophøjet fra livet i mørket til livet i lyset, er mørkets plan alligevel i stor udstrækning et helvede, altså hjemstedet for kulminerende lidelser af alle slags.
Dette plan udgør den materielle fysiske verden.
Det er her væsenerne må opleve fejlmanifestationernes virkninger som realistiske oplevelser i deres mentalitet og organisme.
Væsenerne kommer derved i værste tilfælde til at vånde sig i mange slags lidelser, dybe sorger og bekymringer, alt sammen virkninger af deres egne forudgående fejlmanifestationer og mangel på alkærlighed over for deres næste i deres nuværende eller tidligere liv.
Et sådant væsen kan midt i sine lidelser og bekymringer føle sig meget ensom og forladt af alle, være på selvmordets rand. –
Men intet væsen er forladt af Gud.
Gud er med væsenet i selv det dybeste mørke.
Intet væsen kan nogen sinde komme uden for Gud.
Men ligesom det lille spæde barn i vuggen ikke rigtig sanser sine forældre, således sanser menneskene på visse ufærdige udviklingsstadier heller ikke Guds tilstedeværelse.
Men ligesom det lille barn normalt har sine beskyttende forældre omkring sig, således har nævnte mennesker også omkring sig faste beskyttende væsener.
Men disse er af åndelig natur og derfor ikke fysisk synlige.
Det er disse åndelige væsener, der udgør Guds redskaber til at høre menneskenes bøn til Gud.
Disse væsener danner tilsammen ligesom et organ i jordklodens psyke.
Igennem dette organ bliver hver eneste bøn, hvert eneste angstskrig fra de levende væsener i jordens organisme hørt.
Men det betyder ikke, at alle bønner bliver opfyldt.
Hvis man beder om syndsforladelse, altså om tilgivelse af en fejlmanifestation, man har begået imod et andet væsen, kan denne bøn ikke blive opfyldt, uden at man har angret eller fortrudt den i en sådan grad, at man umuligt kan begå denne fejlmanifestation igen.
Og da er den allerede forladt.
"Synder" eller fejlmanifestationer, man har begået, men som man kommer til at angre eller fortryde i den førnævnte grad, inden man har fået karmaen for den, afføder ingen karma.
Karmaen er kun til for at vænne væsenerne af med at skabe onde handlinger.
Men i situationer som den her nævnte, hvor væsenet allerede inden det har fået karmaen for den, er kommet frem til ikke mere at kunne nænne at gøre en sådan ond handling eller fejlmanifestation, er karmaen jo blevet totalt overflødig og kan ikke komme til udløsning.
Vi ser således her, at der i virkeligheden forekommer et syndsforladelsesprincip.
Det betinger, at væsenerne ikke kommer til at opleve virkningerne af alt det mørke, som de har udløst mod deres næste.
Og således bliver væsenerne fri af virkningerne af deres onde eller mørke fejlmanifestationer over for deres næste, eftersom de i kraft af deres alkærlighedsudvikling ikke mere kan udløse årsagerne til disse.
Selv om livets største organiske, mentale forbindelsesprincip mellem Gud og det levende væsen, hvilket vil sige bedeprincippet, ikke er beregnet på, at menneskene ved dette princip eller former for bøn skal kunne tilegnes de virkelige syndernes forladelse, er dette princip dog på mange andre områder kulminerende velsignelse.
Menneskene kan bede om at få hjælp til at overvinde og frigøre sig fra at manifestere onde handlinger, det kan bede om hjælp og støtte og kraft til at kunne modtage sin lidelseskarma, uden at almenbefindendet synker ned til melankoli, frygt, sorg og livslede eller selvmordstanker.
Væsenet kan ved bønnen få kraft til at tage selv en korsfæstelse, – var det ikke det, Kristus viste menneskeheden eksemplet på med sin bøn i Getsemane Have? –
Mennesket kan få stor hjælp i kraft af sin bøn til Gud.
Dette gælder i alle situationer, hvor det teoretisk kan forstå livet uden at have oplevet karmaen.
Den onde karma opleves kun der, hvor ingen som helst anden påvirkning kan ændre væsenets fejlagtige livssyn, indstilling og væremåde.
Tilbage til forsiden
Forrige