Artikelsamling 1

42.10  Menneskenes mange andre nydelser af livsfarlige frugter af kundskabens træ. Krige, mord og drab
Men det er ikke blot på ernæringens område, at menneskene endnu ikke har nydt så meget af kundskabens træ, at de kender forskel på godt og ondt. Vi ser, at menneskene lever i blodige krige og verdenskrige. Der er krig mand og mand imellem, og der er krig mellem forældre og børn. Der er krig mellem arbejdsgivere og arbejdere, mellem mand og hustru og mellem søskende. Der er krig i familier, inden for politik, religion og videnskab, og der er krig og forvirring i menneskets egen indre tankeverden eller sindelag. Vi ser atter menneskenes meget mangelfulde kendskab til, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt. Hvis menneskene var blevet eksperter i dette kendskab, ville alle disse dødbringende og lemlæstende manifestationer af menneskene indbyrdes og den heraf følgende helvedes- eller ragnarokatmosfære være en umulighed. Menneskene ville leve i en virkelig altgennemtrængende fred og det heraf følgende store velvære og en tilsvarende stor glæde ved at være til.