25.10 Vejen til freden
Vejen til freden går udelukkende kun igennem forståelsen af, at udvælgelsen af soldater, hvilket vil sige udvælgelsen af krigere, kun må ske over for dem, der af hjertet virkelig er krigere.
At tvinge væsener, der af hjertet er humanister og ikke kan nænne at dræbe eller lemlæste levende væsener, til at være krigere, er altså det samme som at sabotere og ødelægge den allerede skabte fred.
Freden bliver kun til i næstekærlighedens jordbund.
Hvis man ikke passer og plejer denne jordbund, skal man ikke tro, at man her kan avle fredens livgivende frugter.
Inden for alle stater og folk findes der et område af væsener, der endnu er fødte krigere, hvilket vil sige væsener, der tror, at alt skal afgøres ved magt.
På rettens og humanitetens område er de endnu i stor udstrækning analfabeter.
Det er disse væsener, der er krigens og ufredens jordbund.
Det er disse væsener, der er de retmæssige fjender af andre staters krigere.
Så længe en stat må have militær og skal udskrive soldater, må den psykologisk kunne skelne krigerne fra humanisterne, så den kan udskrive krigerne som soldater og fritage humanisterne, som jo ikke har den mindste skyld i krigens eksistens.
Staterne har jo slet ikke råd til at miste sine humanister, idet ingen fred kan skabes uden netop ved fødte humanister.
At lade humanister eller fredseksperterne udrydde på slagmarkerne sammen med krigerne er jo det samme som at smide barnet ud med badevandet.
Hermed saboteres alle betingelser eller muligheder for at skabe fred.
Den eneste vej til beskyttelse imod det onde, imod andres overfald, vold og brutalitet, er ikke dødbringende sabotage, mord og drab, men derimod dette at udrense sig selv for alt, hvad der her findes af den slags i sit eget indre, thi det dyriske og dræbende i menneskets indre er kilden til dets eventuelle krig med næsten og de læsioner og mørke skæbner, dette medfører.
Men over for denne tilbagevendende virkning af mørk manifestation over for sin næste findes der ingen beskyttelse, ligegyldigt hvor meget militær eller hvor mange divisioner eller armeer af soldater, politi eller retsvæsen, man så end tror at kunne dække sig bag.
Skæbnen rammer mennesket ufejlbarligt, lige så vel i stille omgivelser som midt i krigens dødningedans.
Loven sker fyldest.
Hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd.
Vejen til freden går således udelukkende kun igennem dette, at give vor næste den fred og velsignelse, vi selv ønsker at leve i.
Skrevet som artikel til Kosmos 1952 (5-6).
Tilbage til forsiden
Forrige