23.10 Hvorledes den evige sætning, "alt er såre godt", bliver til kulminerende virkelighed, retfærdighed og kærlighed
Ethvert væsens skæbne er således virkningerne af dets væremåde over for omgivelserne.
Med dets vilje kan det regulere denne skæbne fra mørke til lys.
Og den eneste formørkelse er altså dets egen fejlstyring af denne dets væremåde over for omgivelserne.
Da virkningerne af denne fejlstyring i virkeligheden kun kan ramme væsenet selv, kan ingen som helst form for uretfærdighed således ramme det pågældende væsen.
At fejlstyringen skaber formørkelse af skæbnen kan kun være udtryk for den allerhøjeste kærlighed, idet denne formørkelse er den eneste vej til visdom, højintellektualitet eller kosmisk bevidsthed.
Og da væsenet til slut igennem denne kosmiske verdensorden umuligt kan undgå at blive til "mennesket i Guds billede", bliver den evige sætning "alt er såre godt" således her til kulminerende virkelighed, retfærdighed og kærlighed.
Fra et foredrag på Martinus Institut, søndag den 1. april.
Første gang bragt i Kosmos 1951 (4).
Tilbage til forsiden
Forrige