12.10 Menneskene udskilles fra hinanden gennem reinkarnationen på basis af tiltræknings- og frastødningsloven
Menneskene befinder sig således allerede midt i deres "evige tilværelse".
Men de oplever altså for tiden en epoke, i hvilken de i særlig grad udskilles fra hverandre.
Denne udskilning har i stor udstrækning fundet sted ved udvandring og finder endnu i nogen grad sted igennem raceforfølgning.
Men den fundamentale finudskillelse finder hovedsagelig sted gennem reinkarnationen.
Mennesker, der ikke passer i nationens liv og mentalitet, fødes ikke i denne nation i det næste liv, men vil, på basis af tiltræknings- og frastødningsloven, blive født i den nation eller det folk, hvor livet passer for dets skæbne.
Ethvert menneske kommer derfor til at være der, hvor det retmæssigt, i henhold til dets tidligere væremåde, hører hjemme.
Og det er dette princip i verdensordningen, der garanterer, at isbjørne normalt ikke fødes ved ækvator, og krokodiller ikke fødes i polernes isregioner.
Alle væsener kommer, hvor de skal i henhold til de af deres væremåde udløste skæbneårsager.
Lande, der er prædestinerede til naturkatastrofer, bliver efterhånden befolket med væsener, i hvis skæbneudløsning og udvikling oplevelsen af naturkatastrofernes gene er lige så nødvendig, som polarlandene normalt er nødvendige for isbjørne og tropelandene for krokodillerne.
Det samme princip gør sig naturligvis også gældende, når der er tale om væsener, hvis væremåde har udløst lyse skæbneårsager.
Hvis sådanne væsener befinder sig i lande, hvor den lyse skæbne ikke vil kunne manifesteres, kan individet naturligvis ikke genfødes der, men fødes på et sted og i omgivelser, hvor dets skæbne retmæssigt kan komme til udfoldelse.
Intet er således underkastet tilfældighed.
Det er dette princip, der ligger til grund for Jesu udtalelse om spurvene: "Og ikke én af dem falder til jorden, uden eders Fader vil", og ligeså for hans udtalelse: "Men endog eders hovedhår er talte".
Tilbage til forsiden
Forrige