21.1 Den snævre horisont
Når jordmenneskene i dag i så stor udstrækning, som tilfældet er, savner lykke, skyldes det den omstændighed, at deres åndelige eller sjælelige horisont eller rent kosmiske udsigt er alt for snæver.
De daglige begivenheder er så store, at de helt spærrer udsigten.
Disse daglige begivenheder kan være så tætte og uigennemtrængelige eller have så glatte og stejle skrænter, at det næsten er umuligt at klatre op over dem.
Og resultatet bliver så det selvfølgelige, at man er nødsaget til at vandre nede imellem begivenhedernes store og mørke slagskygger.
Det vil med andre ord sige, at jordmennesket vandrer rundt i en skyggernes verden.
Somme steder er disse begivenhedernes slagskygger så tætte og uigennemtrængelige for alt åndeligt lys, at man vandrer i totalt sjæleligt mørke og i værste tilfælde forbander Gud eller Forsynet, hvis man da i det hele taget endnu tror, at et sådant eksisterer.
Ja, situationen kan da yderligere tilspidses således, at man endog forsøger at myrde sig selv og andre.
Men selv om jordmennesket ikke altid befinder sig i så drastiske tildragelser, så forhindrer dette dog ikke, at der hver dag som regel er en lille smule myrderi.
Væsenerne sparker og puffer til hverandre og er i stor stil med til at albue sig frem over andres lig, førlighed og normale velvære.
Ja, så tæt er det mentale mørke, væsenerne vandrer i, at de slet ikke kender forskel på de "levende væsener" og den "døde materie".
Mange af jordmenneskehedens intellektuelle autoriteter hævder, at det levende væsen ingen sjæl har.
De er i stand til at konstatere, at organismen kun består af så og så mange kemikalier eller stoffer, og at den særlige kombination, disse stoffer befinder sig i, alene er betingelsen for, at der opstår det, vi kalder "livet", hvilket altså igen forsvinder, hvis denne særlige materiekombination på en eller anden måde bliver forstyrret.
Og disse kloge mænd hævder så som følge heraf, at der ingen udødelighed er.
Det levende væsen er kun en timelig ting, der er begyndelse og afslutning underkastet.
Det vil altså igen sige, at man kun kender det levende væsen igennem de symptomer, der ufejlbarligt kendetegner enhver art materie eller stof.
Man forstår således ikke, at man i virkeligheden endnu slet ikke har set det levende væsen.
Man vandrer altså i materiens store slagskygge og tror og fastholder som en indbildt kendsgerning, at alt er materie.
Men når væsenet tror sig ét med materien, tror det sig også ét med dødeligheden, tror, at det engang skal forgå, ligesom det engang har begyndt, og markerer dermed, at dets åndelige horisont nu er blevet så lille, som den overhovedet kan blive.
Tilbage til forsiden
Forrige