11.1 Alle mennesker er økonomisk bundne
Det, der i størst udstrækning er bestemmende for menneskenes særlige holdning eller indstilling til livet og medvæsenerne, er vel nok det, af hvilket deres daglige økonomi er afhængig.
Alle mennesker er økonomisk bundne.
Dette gælder naturligvis også dem, der sidder inde med de store formuer, og om hvem man siger, at de er "økonomisk uafhængige".
At disse sidste ikke behøver at trælle på en arbejdsplads, i en fabrik eller på et kontor flere timer dagligt betyder naturligvis ikke, at de er frie.
De allerfleste af disse personers mentalitet er i høj grad præget af antipati mod samfundsforordninger og politiske forhold, der er af modsat natur end dem, på hvilke deres "økonomiske uafhængighed" er betinget.
Om denne "uafhængighed" er baseret på ligefrem forbryderiske og dræbende momenter gør, for mange af de pågældende væseners vedkommende, intet til sagen, thi nævnte "økonomiske uafhængighed" kan undertiden vise sig at være en så dybtgående og altdominerende – afhængighed, at den helt borteliminerer de samme væseners sunde sans, gør dem til agitatorer og propagandister for idéer og former for politik eller samfundsforordninger, der er hundrede procents direkte eller indirekte overtrædelse af det femte bud eller er en skrigende parodi på det, der af samtlige verdens største vise er blevet oplevet eller opdaget som det eneste bærende for al absolut lykke, nemlig dette: "Du skal elske din næste som dig selv".
Men når dette sidste således er den absolutte lykkes urokkelige fundament og dermed "al lovens fylde", hvilket vil sige kulminationen af logik, der igen er den allerhøjeste form for normal fremtræden, bliver enhver form for "økonomisk uafhængighed", der er baseret på den førnævnte overtrædelse af det femte bud, en hundrede procents abnormitet.
Og de pågældende væsener vil således være at betragte som nogle i denne deres egen partiskhed eller abnormitet fængslede individer.
At denne partiskhed er baseret på en grådig appetit på livet, der kun kan mættes eller tilfredsstilles med en økonomisk forvænthed, der betinger, at dens ophav kun kan føle sig lykkelig ved en materiel besiddelse eller bankkonto, der indtil tusinder af gange overstiger den værdi, dets sunde og dermed normale livs eksistens fra vuggen til graven koster i penge, gør ikke sagen mindre bekræftet eller abnorm.
Tilbage til forsiden
Forrige