Midt i selve kulminationen af sin evne til at beherske og udnytte den fysiske materie, altså på selve toppen af den allerhøjeste materielle viden og kunnen er jordmennesket blevet det mest hjælpeløse, det mest ulykkelige og farligst stillede væsen på det fysiske plan. Dertil skulle det levende væsen altså føres. Den benyttelse af det dræbende princip, der var en livsbetingelse og dermed en dyd for dyret i junglen, er her åbenbaret som en ulykke for mennesket. Kan nogen belæring, prædiken eller formaning overtrumfe denne livets egen demonstration af denne kendsgerning? Er livet ikke her en tordentale til jordmenneskeheden om, at den er ved grænsen af dyreriget, det dræbende princips zone? De metoder, som det var givet dyret at beskytte sig ved, er ikke beregnet på at skulle være evige. Dyret må klare sig ved magt, list eller camouflage, men for et højere væsen end dyret er sådanne metoder og de heraf affødte våben eller magtmidler ikke bestemte til at skulle anvendes. Det er således kun inden for en bestemt sfære eller zone i tilværelsen, at man nødvendigvis må beskytte sig ved magt, list, camouflage, våben og nedsabling af medvæsener. Den udviklingsproces, der stadig virker inde i væsenet og har ført det fra plantetilværelsen til dyretilværelsen, har altså ført det dyriske væsen frem til den menneskelige tilværelse. Uden at menneskene i virkeligheden har lagt mærke dertil, er de således af den udvikling, der gærer i deres indre, blevet ført til en psykisk tilstand, inden for hvilken overholdelsen af lovene for livet er ganske modsat lovene i dyreriget eller junglen, hvor det er en livsbetingelse at dræbe for at leve. Jordmenneskenes ulykke er altså den, at de har fået menneskelige evner (evnen til at beherske elementerne er nemlig i sig selv ikke nogen dyrisk evne), men de tror i virkeligheden, at de stadig må anvende junglens lov for at opretholde livet, tror at måtte myrde for selv at leve og anvender derfor de menneskelige evner i denne overtros eller det dræbende princips favør. Men da de, mentalt set, ikke mere er i junglen, men i forgården til menneskeriget, kan anvendelse af det dræbende princips morderiske eller voldelige metoder ikke mere give nogen som helst beskyttelse imod andre voldsvæsener, men virker meget hurtigt tilbage på sit ophav og saboterer dettes eget fysiske liv. Det jordiske menneske er altså blevet sin egen værste dødsfjende.