Er den overordentlig fremragende materielle viden, som jordmenneskeheden besidder, da ikke den absolutte sandhed? Er alle de mange facitter, videnskaben er kommet til med hensyn til stoffet, luften, lyset, vandet, ilden, elektriciteten, atomerne etc. og den heraf følgende vældige materielle kunnen, ikke fundamental? Nej, absolut ikke. Den kan i sig selv ikke garantere menneskeheden nogen lykke. Den repræsenterer ganske vist en erkendelse af årsag og virkning, men den udgør kun en del af sandheden. Der vil således være andre dele eller felter af den absolutte sandhed inden for det daglige livs område, hvor videnskaben eller menneskeheden ikke kender den sammenhængende årsag og virkning. I nogle tilfælde kender de virkningerne, men ikke årsagerne, mens de i andre tilfælde kender årsagerne, men ikke virkningerne. At menneskeheden i disse felter må være famlende, er selvfølgeligt. At denne famlen bliver så meget desto farligere, jo vældigere kræfter menneskene har evne til at betjene sig af, og de i denne deres famlende blindhed risikerer at blive offer for, er naturligvis lige så selvfølgeligt. Og er menneskehedens skæbne i dag ikke netop virkningerne af dens altdominerende anvendelse af de mest geniale mordinstrumenter og drabsmetoder? Her kender den ikke sandheden eller årsags- og virkningsloven, der udtrykker, at »hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd«.
      Men det er ikke udviklingens mål at lade individet blive ved med at være en slave af sin uvidenhed, primitivitet og overtro. »Mennesket i Guds billede« kan ikke være et væsen, der famler rundt i blinde eller på fejlagtige forestillinger bringer vældige kræfter til en udløsning, der kun kan være en sabotage af humanitet, kultur og liv. Da udviklingens eller livets mål er en absolut fuldkommen total oplevelse af sandheden og den heraf følgende totale lykke, der viser »mennesket i Guds billede«, og denne kun kan baseres på det absolut totale kendskab til den evige sandhed, kan et blot og bart partielt kendskab til selve livsstrukturen eller verdensbilledet umuligt give væsenet den sande lykke. Og det er da også, hvad kendsgerningerne til dato allerede så levende og urokkeligt har vist i form af menneskehedens store områder af kultursammenbrud og kamp for ikke at gå til grunde, skønt den besidder evnen til at beherske elementerne.
      At kende og beherske elementerne er således ikke nok. Det dækker absolut ikke livets mening eller mål med menneskene. Som følge heraf bliver det en lige så levende kendsgerning, at der mangler noget i menneskets væsen. Denne »elementernes behersker« er et væsen, der ikke kan skabe eller garantere nogen varig lykke, hverken for sig selv eller andre. Han kan skabe bygningsværker, maskiner, apparater, befordringsmidler eller andre geniale, tekniske vidundere, ligesom han i selve stofferne kan fremkalde de ejendommeligste kemiske processer eller vidundere, der i virkeligheden kan være til overordentlig stor nytte, men det har vist sig, at disse vidundere eller produkterne af denne geniale skabeevne, som før nævnt, i en altovervældende grad er blevet en sabotage af livet og tilværelsen og dermed af menneskenes sande lykke eller glæde ved at være til.
      Elementernes beherskere (de jordiske mennesker) ved ikke i dag, hvordan de skal kunne beskytte sig imod hverandre indbyrdes. Deres fabelagtige materielle viden og kunnen er foreløbig blevet deres livs største dødbringende »onde« eller livsfarlige gene. Elementernes beherskere er blevet hjælpeløse midt i deres egen materialistiske almægtighed.