»Fårene« og »bukkene« er således ikke en hob fysiske mennesker, der er stillet op i to grupper, én på højre og én på venstre side af en dommer. De to betegnelser er derimod udtryk for to store grundprincipper i livets skabelse og oplevelse, og uden hvilke principper nævnte skabelse og oplevelse ville være en umulighed. Disse to principper udgør det, vi kender under begreberne »ånd« og »materie«. »Fårene« udgør således »åndsprincippet« og »bukkene« »materieprincippet«. Når menneskene i dommedagsforudsigelsen udtrykkes som to grupper, »fårene« og »bukkene«, vil det altså sige, at »fårene« udgør den gruppe, hvis liv hviler på åndsprincippet og derved er forankret i selve tilværelsens højeste og fuldkomneste struktur »humaniteten« eller »kærligheden«, medens »bukkene« repræsenteres af den gruppe mennesker, hvis liv er forankret i den fysiske materie og magt, hvorved de har tabt al forbindelse med universets allerhøjeste kræfter. De har derved mistet den livsvigtige åndelige stabilitet, som nævnte forbindelse afføder. At denne sidste gruppe skal gå bort til nedværdigelse, fortabelse eller et ulykkeligt liv, medens »fårene« skal bort til et liv i harmoni og glæde, er kun, hvad vi ser, verdensbegivenhederne forlængst har begyndt at lægge op til. Det er denne »bukkene«s og »fårene«s skæbne, vi hver dag har for øje i de to store mentale livskontraster, der mere og mere adskiller menneskeheden i to lejre. Der bliver altså uundgåeligt en undergang for den ene gruppes og en stor forbedring og fremgang for den anden gruppes livsindstilling.
      Rent bortset fra om man vil anerkende denne udlægning af Bibelens forudsigelse af menneskehedens skæbne eller ej, bliver den kendsgerning dog tilbage, at menneskeheden netop befinder sig i en krise, der ikke lader sig løse på anden måde end ved dens mentalitets tilbagevenden til en rodfæstning i selve naturens egne livslove, hvilket her i dette tilfælde vil sige i selve det evige verdensbillede. Det lader sig ikke gøre at skabe virkelig kultur, humanitet og varig fred på rent materialistisk viden og kunnen. Denne viden og kunnen tilfredsstiller ganske vist de fysiske krav, men da det har vist sig, at menneskene har et overordentlig stort psykisk eller åndeligt krav, som må opfyldes, hvis livsoplevelsen skal kunne blive den harmoni, livslyst og glæde ved at være til, der udgør det normale liv, der engang skal gøre individet til »mennesket i Guds billede« og dermed åbenbare den sande lykke på jorden, må menneskehedens mentalitet atter vende tilbage til Forsynet, tilbage til en placering af sin mentalitet i universets love eller den absolutte sandhed. Individet kan på sit nuværende intellektuelle stadium hverken leve eller dø lykkeligt uden ved at have sin mentalitet eller tankeverden placeret i netop den absolutte sandhed, hvilket vil sige: i den absolutte viden om det evige verdensbillede.