Menneskeheden og verdensbilledet
68. KAPITEL
Verdensbilledets evige analyse M
Hvad angår det levende væsens organisme, er den ganske vist skabt, men der er noget, der betinger, at den afløses af en ny organisme, hver gang den gamle går under, således at væsenet aldrig nogen sinde er uden organisme. Dertil kommer yderligere, at organismen er en kombination af forskellige stororganer, således at der findes ét for fysisk manifestation og oplevelse og tilsvarende stororganer for oplevelsen af hver af de åndelige eller psykiske sfærer. Når det fysiske stororgan (det fysiske legeme) går under, går bevidstheden straks over til at blive båret af de psykiske eller åndelige stororganer, indtil der igen er dannet et nyt fysisk legeme, der kan bære bevidstheden på det fysiske plan og således fortsættende gennem disse skiftende fysiske og åndelige oplevelsesepoker. Det er disse skiftende epoker i væsenets oplevelsessfære, der ligger til grund for begrebet »reinkarnation« eller »genfødsel«. Idet dette organismeudskiftningsprincip er en betingelse for skabelse, kan det ikke selv være blevet skabt, men er i sin natur nødsaget til at være noget, der er evigt. Nævnte princip bliver derved en garanti for, at det pågældende levende væsen evigt vil vedblive at være et organ, et »vindue«, igennem hvilket det guddommelige, højeste, tænkende og viljeførende »noget« i universet er synligt eller bliver åbenbaret. Da det er denne individets identitet som synsfelt eller »vindue« ind til det nævnte højeste manifesterede »noget«, der er dets individualitet, er denne individualitets evige eksistens således garanteret. Det levende væsen bliver i kraft af denne sin individuelle åbenbaring af det højeste »noget« eller det i dets skiftende organismer boende jeg, som allerede før nævnt, en »gudesøn«. Igennem organismen får denne gudesøn eller det levende væsen en særlig »indadvendt« og en »udadvendt« fornemmelse af sin egen eksistens. Den »indadvendte« fornemmelse er dets i dybet boende instinktmæssige fornemmelse af det højeste »noget« eller den udstråling, der er dets egen individualitet, dets eget jeg. Den »udadvendte« fornemmelse er oplevelsen af det igennem al anden logisk skabelse i naturen eller verdensaltet forekommende tanke- og viljeførende, skabende »noget«. Det er den »indadvendte« fornemmelse, der gør væsenet til gudesøn, og den »udadvendte«, der gør naturen eller verdensaltet til en levende Guddom eller Alfader for væsenet.
      I sandhed! Det er ikke så mærkeligt, at den indviede gudesøn, når denne hans evige identitet med Guddommen bliver til vågen dagsbevidsthed, med hele sin bevidsthed eller sjælsstyrke giver sit jeg og sin ånd ind under denne dets evige Fader og ophav i udtrykket: »Fader! Du som er i himlene, din vilje ske, i dine hænder befaler jeg min ånd«, og Guds ånd svarer tilbage igennem hærskarernes millioner: »Se, jeg er med dig alle dage, igennem alle tider i alle ting. Ja, før verden var, og jeg dannede jorden, var du min elskede søn, den i hvem jeg havde velbehag. I mit favntag skal du hvile og vågen dagsbevidst opleve og nyde al den kærlighed, visdom, skønhed og glæde, der fra evighed til evighed er min ånds stråleglorie«.
      Denne guddommelige forening af Gud og gudesøn er verdensbilledets evige analyse M.