Der er endnu en højere og sidste oplevelse af den evige Fader, inden det ny (og evigt gamle) verdensbillede er fuldkomment. Denne oplevelse er den personlige kontakt med dette vort væsens evige kilde og faste punkt. Men denne oplevelse kan ikke som den teoretiske gives ved hjælp af andre, men udelukkende kun igennem vor egen udvikling, vort eget kosmiske spiralkredsløbs tilbagelægning. I kraft af de levende væseners kosmiske seksuelle poltilstand føres væsenerne fra spiralkredsløbets første begyndelse fremad imod en tiltagende egoistisk tilstand, der afføder livsbetingelsen »at måtte dræbe for at leve«. Fra denne dyriske tilværelse føres væsenerne videre fremad til den jordmenneskelige epoke. I denne epoke fører de medfødte dyriske, dræbende tendenser væsenerne til udfoldelse af voldsomme konflikter og dødningedanse på magt- og havesygens eller de brutale, dyriske erobringslysters store blodbesudlede krigsskuepladser, der samtidig med den længst levende dyriske proces, »skinsygens« eller jalousiens mord- og selvmordsterræner og ulykkelige kærlighedsdomæner, måtte blive kulminationen af den bevidsthedssfære, der forlængst af de vise eller menneskehedens største kosmiske eller åndelige førere blev bebudet som et uundgåeligt kommende ragnarok eller helvede. Dette »helvede« er ikke nogen »straffeforeteelse« for »synder« iværksat af en guddoms vrede, men er derimod et evigt eksisterende sidste beskyttende bolværk for væsenernes vandring imod mørket. Længere end til »helvede« kan altså intet som helst væsen vandre i mørke eller lidelse. Hinsides dette ulykkens og lidelsens hjemsted går vejen urokkeligt atter imod lyset. Ingen kan nemlig opleve eller gennemgå »helvede« uden at opleve eller se, at dette er kulminationen af det ubehag, der altid uundgåeligt opstår der, hvor en tanke- og viljeføring ikke er i kontakt med næstekærligheden eller den grundtone, på hvilken hele universet hviler. Og med dette syn indprentet i bevidstheden begynder individet at frigøre sig fra sin nedarvede selviske eller dyriske væremåde, der ved sin totale mangel på kærlighed jo var vejen direkte til helvede. Igennem denne frigørelse bliver der ikke mere noget, der hedder »at dræbe for at leve«. Man behøver da ikke mere at leve af udviklede dyrs organismer, kød og blod, ligesom man heller ikke mere behøver at tilrane sig andre væseners materielle fordele, deres værdier, gods og guld. Der er heller ikke mere noget »eget køn« at hade, da ens hele sympati efter denne igennem mangfoldige inkarnationers indvielsesvandring i mørket nu kun er besjælet af én eneste stor interesse, og det er lys, lys og atter lys, hvilket i denne forbindelse igen er det samme som fred, kunst, skønhed og glæde. Og i dette kærlighedens lys, der er altets grundtone, kommer man mere og mere i kontakt med alle væsener, idet man igennem sin egen lange vandring nu forstår alle de andre, der endnu – befinder sig i mørket og ikke ved, hvad de gør. Men man ser også i kraft af det indre lys, den såkaldte »hellige ånd«, at der er en Fader, et tænkende og viljeførende væsen bag alle universets eller altets foreteelser. Man forstår, at intet væsen lider uret, og at ingen kan gøre uret. Det hele er en guddommelig skabelsesproces, udløst igennem kredsløbet, der igen er en organisering af kontraster. Og da livet umuligt kan opleves uden denne organisation af kontraster (et billede såvel mentalt som fysisk kan kun eksistere i kraft af kontraster), er kontrasternes tilstedeværelse og individets derigennem manifesterede evne til at opleve disse jo en guddommelig velsignelse, en kulmination af kærlighed, en evig fortsættende oplevelse af nat og dag, vinter og sommer, sorg og glæde, uvidenhed og viden og dermed en skiftende oplevelse af døden og livet, der gør det levende væsen til dødens og livets herre. Denne individets eller det levende væsens identitet som dødens og livets herre er verdensbilledets evige analyse I.