Den evige kredsløbslov betinger altså, at efter vinter kommer der sommer, efter nat kommer der dag, efter mørke kommer der lys, efter døden kommer der liv. Det levende væsen gennemgår her oplevelsen af den mørkets kontrast, der giver det interesse og længsel efter lyset, efter forårets og sommerens komme. I lidelsens sfære bliver nævnte væsen igennem flere jordliv forædlet, bliver mere og mere uselvisk og humanistisk indstillet, får til sidst en fuldkommen næstekærlig væremåde. Organer udvikler sig i det for sympatiske anlæg, der efterhånden helt hæver det op over dyrets sfære og sætter det i stand til at elske sin næste uafhængigt af, om denne tilhører dets eget eller det modsatte køn. En ny psyke eller mentalitet, der efterhånden helt vil overskygge den dyriske eller selviske mentalitet i det jordiske menneske, opstår. Det altoverstrålende i denne mentalitet er humanitet eller kærlighed til alt og alle. Med denne sin høje kærlighedssans begynder individet at rette hele sin bevidsthed bort fra selvoptagetheden til fordel for varetagelsen af sin næstes beskyttelse og velfærd. Men ved således at rette bevidstheden bort fra sig selv og lade den udfolde sig i uselviskhedens og dermed i sympatiens eller kærlighedens favør, kommer denne dets udadvendte bevidsthedsenergi i kontakt med universets grundtone, der netop er kærlighed. Igennem denne kontakt kan det begynde at føle universets love og dermed hensigten med de bag universets på disse love baserede skabelsesprocesser. Disse bliver mere og mere til en fornemmelse af en fremmed usynlig viljeføring og dermed til bevis for tanke og bevidsthed. Men denne begyndende oplevelse af universets åbenbaring af tanke- og viljeføring afføder begæret efter et møde med dette tanke- og viljeførings ophav eller dette mystiske væsen, som individet ganske vist igennem mange forskellige beretninger og opfattelser eller igennem sin børnelærdom har hørt omtale som »den evige Guddom«, og som det engang har troet på, men som efterhånden var svundet bort i dette umådelige ocean af materieanalyser eller talfacitter, som »nydelsen af kundskabens træ« havde optårnet i bevidstheden. I denne grav af den materialistiske videns og kundskabs fysiske eller åndeligt døde facitter begynder individets bevidsthed nu igen at »opstå fra de døde«. Det begynder at nyde af et andet træs frugter nemlig frugterne fra »livets træ«. Frugterne fra dette træ er »livsytringsfacitter« som modsætning til frugterne fra »kundskabens træ«, der kun udgør talfacitter. Mens disse sidste facitter kun giver viden om kolde materiereaktioner, hastighedsgrader etc., giver »livsytringsfacitterne« viden om tanke- og viljeføring, planer og hensigter. Alle reaktioner, der før blev opfattet som nøgterne bevægelsesarter, bliver nu igennem den nye sansebegavelse til »livsytringsfacitter«, der igen giver erkendelsen og forståelsen af materien eller naturen som en levende fungerende mentalitet eller bevidsthed og dermed som udtryk for et levende ophav, der netop, med denne bevidsthed, tanke- og viljeføring, vi ellers kun er vant til at kalde »naturkræfterne«, tilsigter en intim, levende henvendelse til ethvert søgende, kærligt individ. Og da det højkærlige og dermed højintellektuelle væsen nu ved, at Gud ikke eksisterer i blot og bart talfacitter, søger det Ham ikke mere i en enkelt særlig materiekombination, men i alle energiarter i universet lige fra de kendte levende væsener og deres manifestationer og frem til universets yderste grænser for dets iagttagelse så og så mange lysår borte i det uendelige rum. Det ser, at hele den her udspændte proces er en guddommelig viljeføring, virkninger af et umådeligt sprudlende tankevæld, en åbenbaring koncentreret i selve evigheden og uendeligheden akkurat ligesom jeg'et inde i det selv eller i ethvert andet levende væsen. Og med denne oplevelse er individet kommet til hele verdensaltets »faste punkt«. Her er det stedet over for selve livets herre i et format, der omspænder altet, således at det kun i »Ham« kan leve, røres og være. Her er det væsen, der er besunget og lovprist på mange forskellige måder igennem alle tider, og som individet instinktmæssigt i virkeligheden aldrig nogen sinde har været foruden. Her er det væsen, det som dyr skreg til i livsfaren og dødsøjeblikket, her er det væsen, det som jordmenneske senere igennem utalte bønner henvendte sig til i nødens og farens stund, her er det væsen, det selv iklædte idealer, skikkelser og legemer efter sit eget billede, og her er det væsen, det endnu senere igennem sit tilegnede herredømme over materien fornægtede, og her er det væsen, det igennem denne gudløshed først for alvor begyndte at savne, og som det så begyndte at søge eller efterforske i nye facitter efter at have løbet sig til døde i talfacitternes umådelige eller endeløse grav. Og igennem disse nye facitter har det altså opdaget den virkelige levende Gud og dennes mentalitet, som det derfor begynder at efterligne. Med denne efterligning omskaber det altså sig selv i Guds billede efter hans lignelse. Men det indviede væsen ser videre. Det ser, at her er det væsen, det efter sin indvielse ser levendegjort i alle andre eksisterende levende væseners fremtræden. Det ser, at her er det væsen, der taler igennem alle levende væseners øjne, ord, handlinger, smil og tårer, rent bortset fra det af samme væsen åbenbarede vælde igennem naturens umådelige skabelsesprocesser. Det oplever sig således ansigt til ansigt med det væsen, der er morgen- og aftenrøden, mørket og kulden, lyset og varmen, det væsen, i hvem alle disse kræfter forener sig i det store slutfacit »alkærligheden«. Og det indviede væsen føler sig betaget stedet over for dette evige væsen, fra hvem alle levende væsener i kraft af det lige så evige kredsløb atter udgår og atter og atter vender tilbage. Det oplever her »livets Fader« og ser sig selv for første gang i vågen dagsbevidsthed som »gudesøn«. Denne universets guddommelige faderlige og sønlige identitet er verdensbilledets evige analyse H.