Men livet er i sin højeste analyse mere end dette at se ud over tiden og rummet og se ind i selve evighedens gigantterræners mørke- og lysregioner. Et sådant syn ville i sig selv kun være en oplevelse af døde automatfunktioner, selv om de også måtte henregnes til kosmiske foreteelser, og selv om de strålede i de skønneste farver og var kulminationen af logisk behagsoplevelse. Da logisk behagsoplevelse er det samme som »kærlighed«, bliver universets energiudfoldelse identisk med »kærlighed«. Men da denne psykiske tilstand igen er en mental organisk funktion og kun kan udløses igennem viljeføring, og viljeføring igen kun kan udløses af et jeg eller det »noget«, der eksisterer bag ved oplevelserne, det »noget«, der oplever og manifesterer, kommer her et mystisk væsen til syne som ophav til al denne universets kærlighedsmanifestation. Hvad, hvem og hvor er dette væsen? Før dette spørgsmål er besvaret, er livsmysteriet ikke løst og verdensbilledet endnu ikke fundet. Og så længe man ikke har fundet dette, er man endnu ikke blevet det fuldkomne over dyret hævede suveræne væsen, som det er udviklingens mål at føre væsenet frem til, nemlig, »mennesket i Guds billede efter hans lignelse«.
      Lad os da se lidt på, hvad eller hvem der, foruden os selv og de af os kendte levende væsensarter, er tankebefordrende og viljeførende. For det uindviede menneske står menneskene som de væsener, i hvem tænkningen og viljeføringen er mest fuldkommen. Under dem forekommer dyrene. Under dyrene forekommer de livsformer, vi kalder planter, ligesom der under disse igen rører sig energiformer, man er tilbøjelig til at anse for døde, tilfældige kræfter, nemlig de mineralske. Men da de her nævnte erkendte livsformer, planterne, dyrene og jordmenneskene, kun udgør en så forsvindende mikroskopisk del af universet eller verdensaltet, der igen er uendeligheden i tid og rum, bliver disse væseners livsformer tilsammen kun at regne for mindre end et enkelt faldende blad i forhold til alverdens storskove ved efterårstide, eller et enkelt frøkorn i forhold til alverdens planteverden. Det nævnte samlede jordiske liv er i forhold til universets øvrige energiudfoldelse og skabelsesprocesser således kun at ligne ved støvfnugget i forhold til jordkloden, sekundet i forhold til århundredet, til årtusindet eller årmillionerne. Kun at have fundet dette støvfnug af liv i universet er det samme som kun at besidde en så lille oplevelsesevne, at man endnu slet ikke kan se liv uden for det støvfnug af liv, vi selv kun udgør en mikroskopisk brøkdel af. Men et væsen, hvis sanser således i virkeligheden kun ser milliontedeles milliontedele af en ting, ser jo ikke denne ting. Og så lidet er det almene jordmenneskes syn på universet eller verdensaltet uden for dets egen og de kendte levende væseners livsformer, at det i virkeligheden slet ikke ser noget liv her. Alt bliver derfor her opfattet som »døde« naturkræfters tilfældige sammenspil, ligegyldigt hvor logisk en skabelse eller et kulturelt eller nyttigt gode det så end måtte være udtryk for. Intet under, at dette energiocean, denne umådelige logiske manifestations- eller skabelsesproces, dette gigantiske udtryk for opfyldelse af hensigtsmæssige eller nyttige og dermed kærlige formål, dette ocean af livsytringer, denne gigantiske logiske viljeføring eller tilkendegivelse af bevidsthed, mentalitet eller psyke går sporløst hen over mikrostøvfnuggets fatteevne, og i særdeleshed så længe nævnte lille mikroskopiske fatteevne omtrent indtil hundrede procent endnu må være formørket af kampen for det daglige brød og bundet i den dyriske selvopholdelsesdrift og senere igen i selvtilbedelse. Hvordan skal dette støvfnugvæsen kunne se liv, viljeføring og kærlighedsudfoldelse i universets kræfter når det kun har rettet hele sin i forvejen mikroskopiske sansestruktur imod kræfterne, men ikke imod kræfternes ophav? Hvordan skal det finde »skaberen« når det ikke søger denne, men kun søger »det skabte«? Det eller den, det ikke søger, kan det ikke vente at finde. Det er ikke så sært, at dette væsen kun ser kræfter, men ikke noget ophav til kræfterne og derfor kun kan docere »tilfældighed« som kræfternes dybeste årsag og ophav. I sandhed, her er livet blevet borte for jeg'et eller det levende væsen. Her ser det kun døden. Her er det »død« den »død«, der blev bebudet som resultatet af »nydelsen af kundskabens træ«, der igen er det samme som tilegnelsen af herredømmet over kræfterne udelukkende til egen fordel og derved på andre levende væseners bekostning. Denne dyrkelse eller tilbedelse af magten i stedet for magtens ophav fører altså jeg'et ind i den bevidsthedsindsnævring, der hedder »døden« eller den kolde og livløse årstid i gigantkredsløbet, der udgør vinterens princip. Her er »den fortabte søn« borte fra sin fader. Her er »Adam og Eva« »uddrevet af Paradiset«. »Døden« er således det gudløse eller materialistiske menneskes bevidsthedssfære. Denne »død« adskiller sig fra den i dagliglivet kendte proces af samme navn derved, at den udgør et særligt bestemt mentalitetstab, medens den almenkendte død derimod kun er jeg'ets tab af sin midlertidige fysiske organisme. At døden således ikke er en total tilintetgørelse eller opløsning af det levende væsen, men udelukkende kun eksisterer under de to hovedformer: den mentale død, som ikke er nogen død, men kun en vis grad af mentalitetsforringelse eller bevidsthedsindsnævring, og den fysiske død, som heller ikke er nogen død, men kun udgør et led i en fysisk organismeudskiftning, er verdensbilledets evige analyse G.