At hævde, at individets oplevelsesevne ikke er evig, er det samme som at afsløre sig selv som et sovende væsen, et væsen, hvis intellektualitet endnu ikke kan overskue dets nuværende fysiske organismes alder og derfor er nødsaget til at tro, at denne alder er dets hele eksistens eller tilværelse. Det er kulminationen af den »død« eller bevidsthedsindsnævring, der skulle blive følgen af nydelsen af »kundskabens træ«, den primitive sansebegavelse, igennem hvilken individet kun kan sanse materie, men ikke det materien dirigerende »noget«, som dets eget jeg udgør. Men denne »død« er ikke nogen »død« i absolut forstand, den er kun en nuance, en betinget lokalitet i et kredsløb, på samme måde som vinterens kulde og mørke og den heraf indskrænkede livsudfoldelse er en lokalitet, en årstid i årets kredsløb, og på samme måde som natten med dens søvn og hvile og den heraf indskrænkede livsoplevelse er en lokalitet i døgnets kredsløb. Livet viser indtil overdådighed, at intet er stillestående, intet er blivende inden for livsoplevelsen. Hvordan skulle vel også dette kunne være tilfældet, da hele universet eller verdensaltet er en eneste stor energi- eller bevægelsesbølge, hvor det eneste absolut faste punkt er det guddommelige »noget«, der adskiller sig fra bevægelsen derved, at det udgør det, der oplever og dirigerer bevægelsen. Bevægelsen er jo en underordnet ting, der ikke kan opleve, tænke eller føre vilje, men derimod udelukkende kun kan blive »oplevelse«. Men når der eksisterer »oplevelse«, bliver det samtidig derigennem til kendsgerning, at der eksisterer »et oplevende noget«. Bevægelsen er altså i sin højeste analyse »oplevelse«. Men for at bevægelsen kan opleves, må den danne kontraster. Og al bevægelse i verdensaltet er da i kraft af et evigt princip fremtrædende i grader af hastighed. Disse forskellige hastighedsgrader stillet over for hverandre skaber jo kontraster eller forskelle i deres reaktioner. Det er denne forskel, der danner grundlaget for oplevelse. Alle eksisterende oplevelser, ligegyldigt hvilke og hvordan de så end måtte være, vil udelukkende kun kunne opleves i kraft af, at de i sig selv danner en afvigelse fra andre oplevelser, således at der bliver en forskel mellem førstnævnte oplevelser og disse oplevelser. Da livsoplevelsen er oplevelsen af disse forskelle, vil alle tankearter, sindsstemninger, glæde og velvære såvel som sorg og sygdom i virkeligheden være oplevelsen af forskellen imellem energiarternes forskellige hastigheds- eller vibrationsgrader. For at det oplevende og viljeførende »noget« kan opleve velbehag, må der findes noget, dette velbehag kan være afvigende fra, noget, der kan markere velbehaget. Og det eneste, der kan danne modsætningen eller kontrasten til velbehaget, er naturligvis ubehaget. På denne måde er alle former for oplevelse baseret på oplevelsernes indbyrdes kontrastforhold eller afvigelse fra hverandre. Hver afvigelse danner den forskel, hvormed oplevelserne markeres og dermed bliver tilgængelig for sansning. Ser vi på naturen, ser vi, at denne netop i allerhøjeste grad er baseret på at skabe disse kontraster, således at dens store bevægelsesmasse derved kan blive tilgængelig for sansning. Den er derfor organiseret på en sådan måde, at den inddeler alt i kredsløb. Ja, så gennemført er denne kredsløbsdannelse, at ingen som helst energi i virkeligheden i absolut forstand kan gå i lige linie, men altid vil beskrive en krumning. Derved bliver det til kendsgerning, at den lige linie overhovedet ikke eksisterer. Det vi netop kalder »den lige linie«, opstår kun der, hvor krumningen eller kredsløbet er så svag, at den ikke kan iagttages med det fysiske øje. Er jordklodens overflade ikke netop på umådeligt store dele af sin overflade »vandret« f.eks. på havene? Og dog vil vi ved at følge denne »vandrette« linie komme rundt om jorden og møde vort udgangspunkt. Den »vandrette« linie var ikke nogen »lige linie« men en cirkels bue. Derfor ser vi i henhold til denne lov eller dette princip, at naturens store energiformationer danner kredsløbsbaner og afføder dermed dag og nat, morgen og aften, sommer og vinter, forår og efterår, samt alle de andre former for kredsløb i materien eller naturen. Derved opstår alle de forskelle mellem bevægelses- eller energiarterne, der bevirker, at vi kan sanse eller skelne imellem lys og mørke, kulde og varme. Men det er jo ikke blot rent fysisk, at kredsløbsfunktionerne ordner energiudfoldelsen i kontrastformer; det gælder også rent mentalt eller psykisk. Hvad er et menneskes jordliv fra vuggen til graven? Er det ikke også et kredsløb? Ser vi ikke også her kredsløbets fire årstider? Er ikke barndommen, mentalt set, at ligne ved vinterens indsnævrede livszone? Det lille barn er som det bladløse træ om vinteren. Det har i sig livskraftens kim, der efterhånden i kredsløbet kan folde sig ud som forårets pragtfulde løvkrone. Denne tilstand hos mennesket kalder vi »ungdom«. Bliver ikke på samme måde væsenets »manddom« at ligne ved dets mentalitets eller bevidstheds sommer? Og er »alderdommen« ikke det samme som jordlivskredsløbets efterår? Er det ikke herfra, at mentaliteten overgår til det åndelige plan for derfra igen at spire frem igennem et nyt kredsløbs barndom og videre til en ny ungdom, en ny manddom og en ny alderdom og således fortsættende. Denne fortsættelse af kredsløbet bekræfter naturen indtil overdådighed som kendsgerning. Den viser ikke i noget som helst tilfælde, at et enkelt kredsløb er en helhed eller afslutning, men at det derimod kun er et led i en kæde af kredsløb. Bliver vanddråben ikke skiftevis kloakpøl og klart drikkevand i det uendelige? Ser vi på døgnkredsløbets dag og nat, ser vi, at det gentager sig indtil ca. 25.500 gange i et menneskes jordliv på 70 år, ligesom årskredsløbets sommer og vinter gentager sig indtil lige så mange gange, som individet netop bliver år gammel. Når alle stoffernes eller materiernes kredsløb, hvor vi så end ser hen i universet, således er gentagelser af forudgående kredsløb, der hver især kun eksisterer som et led i en kæde af gentagelser, hvorfor skulle det kredsløb, der udgør menneskenes jordliv, så ikke også være et led i en kæde af gentagelser? Og bliver der så ikke netop mening i jeg'ets eksistens? Når der parallelt med dettes evige eksistens eksisterer en tilsvarende evig kæde af kredsløb, i hvilken hvert enkelt jordliv kun er et enkelt led, bliver det dermed synligt, at jeg'et har en evig bevidsthed. Ja, bliver ikke hele tilværelsen fra at være et meningsløst, skrigende uretfærdigt kaos til en hundrede procents logisk manifestation, ved hvilken jeg'et skiftevis bliver i stand til at holde de kontraster i live, ved hvilke det i tilsvarende grad skiftevis kan opleve mørket såvel som lyset? Det kan derved gøre hele denne umådelige verden af nuancer imellem disse to yderpoler til én eneste stor oplevelse, til oplevelsen af »udødelighed« og dermed til oplevelsen af et »evigt liv«. Var ikke naturen ordnet netop på denne måde, måtte en evig absolut død, et evigt »intet«, herske der, hvor i dag verdensaltets strålende almagt forkynder om plan- og hensigtsmæssighed, logisk skabelse, fuldkommengørelse, evig vækst, evig belæring, evig underholdning, evig tænkning og viljeføring for det altoverstrålende, levende »noget«, vi hver især udgør i form af vort eget selv eller jeg. Dette evige kredsløbsprincip er verdensbilledets evige analyse E.