Det viser sig altså, at menneskehedens styrelse eller folkenes regeringer ikke kan funderes på blotte materialistiske foranstaltninger. Man kan ikke skabe fred i verden, samtidig med at man lader hånt om religionens kerneideal: afskaffelse af magten og dermed af sværdet til fordel for retten som afgørelsesmiddel i folkenes mellemværende. Da menneskehedens indstilling på Forsynet begyndte at ophøre, og de psykiske eller åndelige love derved sank i grus til fordel for dyrkelsen af magten i stedet for retten, begyndte i allerhøjeste grad dens materielle eller fysiske undergang. Årsags- og virkningsloven gælder her, lige såvel som den gælder for det enkelte individ. Når menneskets moralopfattelse eller åndelige liv bliver defekt, varer det ikke længe, før dets fysiske liv også får sammenbrud. Intet fremskredent væsen kan i længden leve på blot og bar materialisme. Det har foruden sine rent fysiske sanseevner også en evne til at korrespondere med en mængde foreteelser, der ikke er af materialistisk art. Det rummer i sig et sjæleligt eller psykisk område, der er absolut nødvendigt for dets daglige livsoplevelse. At ignorere dette område eller denne sjælelige del af sig selv kan kun føre til en yderligere indskrænkning eller hæmning af ens åndsliv og dermed af ens begavelse og viljeføring. Man bliver et fysisk og sjæleligt vrag. Det er den intelligente gudsfornægters uundgåelige skæbne. Og det er denne tilstand, der absolut må blive den herskende inden for menneskehedens fysiske struktur i en epoke, hvor den ligeledes har mistet al føling med sin egen psykiske eller sjælelige struktur og ikke mere har de klippefaste, psykiske eller åndelige værdier, på hvilke dens forbindelse og harmoni med det højeste i selve naturen og dermed med livet er baseret. En højst unaturlig eksistens og en tilsvarende unaturlig oplevelse af livet måtte absolut blive følgen. Og det er denne følge af åndeligt og sjæleligt sammenbrud, der i dag har gjort menneskehedens skæbne til oplevelsen af den bebudede dommedag, hvor et opgør med dens livssituation uundgåeligt måtte føre til den tilstand, der i samme bebudelse er symboliseret ved »fårene« og »bukkene«. Den måtte føre til nødvendigheden af at skelne mellem de to ideologier, der med regeringens udskillelse fra religionen opstod, nemlig: Politik og verdensbillede. Det er to ideologier, som i virkeligheden er sammenføjet af Gud og derfor umuligt kan adskilles af menneskene. Der, hvor de forsøger at gøre dette, opstår uundgåeligt en »dommedag« eller et »ragnarok«, der tvinger menneskene tilbage til atter at erkende de to ideologiers eller interessesfærers uadskillelighed. Verdensbilledet, hvilket vil sige: den absolutte sandhed, skal ikke være baseret på »politikken«, men »politikken« må udelukkende være baseret på verdensbilledet. Der, hvor »politikken« ikke er et produkt af verdensbilledet, er den en åbenbaring af usandheden eller løgnen. Der er den et produkt af egoisme og hviler udelukkende på egoistiske begærs tilfredsstillelse. Dens propaganda er en forvrængning af sandheden eller virkeligheden til fordel for sit ophavs opnåelse af et luksusliv på bekostning af andre nationers eller folks normale lykke, liv og førlighed. At dette kun kan være en sabotage af helhedens eller den samlede jordmenneskeheds velfærd, og dermed være vejen til »ragnarok«, »helvede« eller »bukkene«s skæbne, turde være selvfølgeligt.
      Men der, hvor »politikken« er et produkt af verdensbilledet eller den absolutte sandhed, hviler den på næstekærlighed. Dens propaganda er en inspiration til alle om at tjene alle. Dens samfundsstruktur er det evige livsprincip eller den organiske »kommunisme«, der ikke er opfundet af mennesker, men som er til stede i ethvert levende væsens organisme og gør dens velfærd og samfund afhængigt af harmonien i dens organers gensidige samarbejde. Når denne harmoni og »politik« bliver identisk, turde det vel være indlysende, at juleevangeliets »fred på jorden« eller menneskehedens højeste velfærd, »fårene«s lykkelige skæbne er blevet en realitet.