Da det levende væsens organisme er timelig, har haft en begyndelse og derefter uundgåeligt vil ile mod sin kulmination og afslutning, må jeg'et, før dets nuværende organisme blev til, have haft og vil ligeledes, efter at denne er ophørt med at være til, få en eksistens uden denne nuværende organisme. Men dette betyder ikke, at jeg'et dermed har været eller vil komme til i nævnte tidsrum at være uden organisme. Man skal ikke her tro, at det højeste »noget« inde i ethvert levende væsen kun skulle have tanke- og viljeføring og dermed oplevelse af livet i det lille mikroskopiske, det for næsten intet at regne lille tidsrum, som en organismes alder udgør i forhold til den uendelige eksistens, som det samme »noget« havde før den nuværende organisme blev til, og den uendelige eksistens, det uundgåeligt vil få, efter at samme organisme er ophørt med at eksistere. Hvad skulle vel en så forsvindende lille oplevelse af livet, som et enkelt jordliv er i forhold til jeg'ets eksistens, kunne gavne? Dets betydning ville være mindre over for jeg'ets evige eksistens end et almindeligt lille støvfnugs betydning i forhold til jordkloden. Dette forhold er så uhyrligt meningsløst, at livet i kraft af dette da måtte være af en så forsvindende ubetydelig natur, at døden måtte blive den altherskende, hvilket jo er det modsatte af kendsgerningen. Livet iscenesætter absolut al bevægelse med det formål at skabe oplevelse. Hvilket formål skulle bevægelsen ellers have? Det er jo bevægelsen, der skaber reaktioner, reaktionerne opleves af sanser og bliver derved til livets oplevelse. Verdensaltet er en eneste stor kombination af bevægelse og udviser således en hundrede procents betingelse for skabelse af oplevelse. Men hvortil hele denne store bevægelseskombination, hele denne umådelige forvandlingsproces både i og uden omkring de kendte levende væsener, som universet repræsenterer? Hvortil dette gigantiske bevægelsesocean, der strækker sig i så umådelige baner, at man må bruge lysår og andre billedformer for i det hele taget at kunne bringe disse klodernes og mælkevejens kurs i tid og rum ind under fatteevnen? Hvortil de ligeledes ufattelige mikroskopiske processer, som vi også kun med billeder og lignelser kan fastholde i indtryk. Hvis dette kæmpeocean ikke er til for at skulle indvirke på sanseevner, indvirke på noget, der kan opleve nytten af disse processer, hvad er det da til? Har man nogen sinde set, at naturen skaber formålsløst? Kan noget gå til spilde i naturen? Bliver ikke alt affald af naturen selv overført i nye kredsløb? Er det ikke efterårets faldende blade, der er med til at nære det kommende forårs nye løv? Er det ikke gødningen, der befordrer brødkornets frodighed? Bliver kloakvandet ikke igen af naturen selv filtreret og omdannet til krystalklart drikkevand og til den rene luft, vi indånder? Optages ikke alt, hvad der er gået under, i nye kredsløb? Hvad er stenes og klippers forvitring? Er det ikke en omdannelse til nyttiggørelse i nye former i kredsløbet? Tror man naturen så kolossalt er baseret på at skabe oplevelsesmuligheder, når denne har mindre at betyde for det oplevende »noget« eller jeg'et end et almindeligt lille støvfnug har betydning for jordkloden? Som man her ser, er der ingen som helst mening i dette kolossale opbud af bevægelse og kræfter, som naturen eller verdensaltet repræsenterer, hvis de oplevende jeg'er hver især kun i et lille mikroskopisk lynglimt i form af et jordliv har en organisme. Tror man, den absolutte sandhed bag verdensaltets umådelige opbud af kraft, energi og logisk skabelse blot vil være at udtrykke som et »noget« med en evig eksistens, men kun med en oplevelsesepoke, der i forhold til denne eksistens er så mikroskopisk, at den forsvinder bort næsten som et intet? Nej, livet er ikke et intet, men et evigt »noget« med en oplevelsesevne, der er lige så evig som dette »noget«s eksistens. Dette er verdensbilledets evige analyse D.