Men evigheden er noget mere end blot og bart uendelighed i tid og rum. Den er en helhed, i hvilken alverdens detaljer eller ting hver især kun kan eksistere som lokaliteter. Den er derfor alverdens detaljer udtrykt som en enhed. Absolut alt er således detaljer i denne enhed. Den vigtigste detalje i nævnte enhed må da være det, der oplever og erkender denne enhed eller evigheden, og som yderligere tænker, iværksætter viljeføring og skabelse og dermed opbygger og nedbryder. Hvad kan være større end dette »noget«? At evigheden rummer et sådant tænkende og viljeførende »noget« bliver urokkeligt gennem den kendsgerning, at vi selv eksisterer. Vi eksisterer jo netop hver især som et sådant tænkende, oplevende og viljeførende »noget«. Dette »noget« bliver altså skabelsens højeste og første årsag og ophav. Det er dette »noget«, der inde i os fornemmer sig som det dirigerende midtpunkt og udtrykker sig selv som »jeg«et. Det er dette »noget«, der er vort sande og absolutte selv. Over for dette »noget« er alt andet i organismen underordnede, tjenende organer, igennem hvilke vort selvs eller jegs oplevelse og tilkendegivelse, tanke og viljeføring kan finde sted. Da dette »noget« således er ophavet til den skabelse eller jongleren med materien og organerne, som udgør vor fremtræden, afsløres det dermed at det ikke selv kan være hverken organ eller materie, men er noget helt andet. Da det er forud for enhver af sine dikterede skabelser, er dets eksistens ikke afhængig af dem, i modsat fald kunne det jo ikke være forud for disse. Derimod er denne eksistens's form, detaljer eller samlede kolorit afhængig af tænkningen, viljeføringen og den heraf manifesterede levevis. Det er derfor kun koloritten og ikke eksistensen, der er forvandlingen underkastet. Men når nævnte højeste »noget« ikke er forvandling underkastet, kan selve dets eksistens aldrig nogen sinde ophøre, ligesom den heller aldrig nogen sinde kan være begyndt. Nævnte »noget« kommer derved til at adskille sig fra alt andet omkring sig ved i sin egennatur at eksistere uafhængigt af forvandlingerne, skabelsen eller den ydre verden. Men derved bliver dets eksistens jo hævet over tid og rum og udgør dermed nøjagtig den samme analyse, som vi allerede har fundet i form af »evigheden«. Dette vort eget oplevende og manifesterende »selv«s eller »jeg«s identitet med »evigheden« er verdensbilledets evige analyse B.