Det endelige mål med det jordiske menneske er altså det, at det skal blive et høj intellektuelt, suverænt væsen med absolut viden om, hvad livet er, og hvad det selv er, og således ganske uafhængig af bøger, overleveringer eller dogmer ved, hvad der er sandhed eller virkelighed. Dogmer og påstande har altså ingen indflydelse her. Væsenet opfatter direkte selv naturens tale og derigennem alle gåders løsning. Det er denne forvandling af jordmenneskets mentalitet, der vil blive den nu begyndende ny verdensepokes kendetegn og adskillelse fra den store epoke, i hvilken væsenerne blev båret af troen, og hvilken epokes sidste krampetrækninger er den kolde, materialistiske videnskabs kulmination i at befordre det dræbende princip. Et sådant suverænt væsen har i større eller mindre grad hver af de store vise eller verdensgenløsere været, der har ført menneskehedens åndelige udvikling. Man vil altså blive lige så videnskabeligt hjemme i hele den psykiske eller åndelige side af tilværelsen, som man nu er videnskabeligt hjemme i den materielle side af livet. Den totale oplevelse af denne mentale tilstands indtræden i væsenet udløses altså i form af en psykisk proces, den tidligere omtalte »talsmanden, den hellige ånds komme«, »indvielse« eller »den store fødsel«. Når væsenet i sin udvikling er nået så langt frem, at det af naturen er blevet et meget forstående, sympatisk og kærligt væsen, vil det på et eller andet tidspunkt opleve en »ilddåb«. Livet, naturen eller alt, hvad der er omkring det, vil pludselig blive illumineret, blive til et strålende lys, der udelukkende fornemmes som selve den evige Guddom. Illuminationen vil kun vare et ganske kort øjeblik, et sekund eller måske endnu kortere, når de forudgående, forberedende bioplevelser fraregnes. Dette lys ville jo ikke betyde noget, hvis det ikke netop efterlod væsenet i en vågen dagsbevidst fornemmelse af at have oplevet den evige Guddom, sin egen udødelighed og evnen til at gennemskue verdensaltets struktur som en kulminerende kærlighed, inden for hvilken »alt er såre godt«. I sandhed en mere realistisk opfyldelse af verdensgenløserens bebudelse af »talsmanden, den hellige ånd«, som indvier væsenet i alle ting, kan umuligt eksistere. Men den her nævnte form for denne oplevelse er naturligvis også selve kulminationen. Inden den nås i en sådan fylde og bliver permanent, vil den allerede forinden være oplevet i form af de i mit hovedværk »Livets Bog« udtrykte »kosmiske glimt«.
      Disse lader individet opleve lidt af den før beskrevne ophøjede tilstand, men ikke permanent eller blivende. Virkningerne vil nærmest være at betragte som en slags salighedsrus, der før eller senere vil fortage sig, når ufærdige eller inhumane tendenser eller naturer atter får indflydelse på væsenets tanke- og viljeføring. Men efterhånden som det får overvundet alle ufærdige naturer i sin psyke, det såkaldte »onde«, vil der ikke mere være noget, der kan forhindre Guds ånd, det kosmiske lys eller den »kosmiske bevidsthed« i at forblive permanent hos individet. Det vil da udgøre det færdige menneske, væsenet, der er blevet »vejen, sandheden og livet« eller »mennesket i Guds billede«. Hvad gør det da, at der har været megen bedrøvelse og lidelse forud for denne fødsel? Vil individets glæde over denne sin opvågning til kosmisk dagsbevidsthed i Guds rige ikke langt overskygge lidelsens brod, på samme måde som moderens glæde over sit nyfødte barn langt overskygger de udståede smerter og lidelser ved dettes fødsel?