Det er denne ny verdensepoke, denne drejning af jordmenneskenes mentalitet eller psyke over i en videnskabeliggjort åndsindstilling, på samme måde som menneskehedens fortidsmentalitet blev drejet ind i en videnskabeliggjort materieindstilling, der er bebudet af verdensgenløseren Jesus Kristus der, hvor han siger til sin samtid: »Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden talsmand, for at han skal blive hos eder evindelig, sandhedens ånd, som verden ikke kan annamme; thi den ser ham ikke og kender ham ikke; men I kende ham, thi han bliver hos eder og skal være i eder«. – »Men talsmanden, den Helligånd, som Faderen skal sende i mit navn, han skal lære eder alt og minde eder om alt, hvad jeg har sagt eder«. – »Men jeg siger eder sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort; thi går jeg ikke bort, skal talsmanden ikke komme til eder; men går jeg bort, vil jeg sende ham til eder. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; om synd, fordi de ikke tro på mig, men om retfærdighed, fordi jeg går hen til min Fader, og I ikke længere se mig, men om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige eder, men I kunne ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede eder til al sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han forkynde eder. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder«. – »Når kvinden føder, har hun bedrøvelse, fordi hendes time er kommen; men når hun har født barnet, kommer hun ikke mere den trængsel ihu for glæde over, at et menneske er født til verden. Også I have da nu bedrøvelse; men jeg vil se eder igen, og eders hjerte skal glædes, og ingen tage eders glæde fra eder. Og på den samme dag skulle I ikke spørge mig om noget«. – »På den samme dag skulle I bede i mit navn, og jeg siger eder ikke, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er udgangen fra Gud. Jeg er udgangen fra Faderen og kommen til verden; jeg forlader verden igen og går til Faderen«. – »Om nogen da siger eder: »Se, her er Kristus, eller der, da skulle I ikke tro det.« – »... dersom de sige til eder: »Se, han er i ørkenen, da gå ikke derud! Se, han er i kamrene, da tro det ikke! Thi ligesom lynet udgår fra østen og skinner indtil vesten, så skal og menneskens søns tilkommelse være«. – »Og da skal menneskens søns tegn åbenbares i himmelen, og da skulle alle jordens slægter hyle, og de skulle se menneskens søn komme i himmelens skyer med megen kraft og herlighed. Og han skal udsende sine engle med basunens høje røst, og de skulle forsamle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himmelen til den anden. Men lærer en lignelse af figentræet: Når vædsken allerede er kommen i dets grene, og bladene springe ud, da vide I, at sommeren er nær«.
      Tænk, hvilken intellektuel udredning af udviklingen af den menneskelige psyke. Tænk, hvilken detaljeret åbenlys erkendelse af jordmenneskenes åndeligt ufærdige tilstand, en tilstand, som slet ikke kunne afhjælpes ved hans (verdensgenløserens) forkyndelse alene. Udtrykker han ikke netop, ud fra ovennævnte kosmiske indsigt, at menneskenes førelse og afhængighed af en verdensgenløser slet ikke er det endelige slutfacit eller guddommelige endemål, men at der venter dem en endnu langt større oplevelse? De skal komme til at opleve »talsmanden, den hellige ånd« og igennem denne direkte selv opleve livsmysteriets store facitter, således at de ikke mere behøver at have Kristus som mellemled imellem sig og livsmysteriets løsning, imellem sig og den evige Fader. Siger han ikke netop, at de efter denne dag, altså efter denne oplevelse, ikke mere behøver at spørge ham om noget, ligesom de kan bede direkte til Faderen og ikke mere behøver at have ham til at bede for sig hos Faderen? Ja, han udtrykker endog, at det er gavnligt, at han går bort; thi går han ikke bort, vil denne talsmand, denne hellige ånd, ikke komme. Og så vil menneskene jo ikke kunne blive overbeviste om synd, om retfærdighed og om dom. Den herliggørelse af Kristus, hvilket vil sige, den dokumentation af verdensgenløserens »kosmiske bevidsthed« eller gennemstrømning af nævnte ånd, som var fundamentet for hans ord og væremåde, måtte ligeledes for evigt vedblive kun at være en myte, et sagn, en overtro for alt folket. At denne kommende »talsmand« eller »hellige ånd« netop er den samme mentale tilstand eller kosmiske bevidsthed, som var fundamentet for hans egen verdensopfattelse eller indsigt i livsmysteriet, udtrykker han skarpt og præcist ved at sige, at »han skal tage af mig og forkynde eder«. Igennem nævnte bevidsthedstilstand skulle altså de udtryk for sandheden, de kosmiske facitter, der igennem Jesu forkyndelse kun kunne blive postulater og dogmer, fordi man endnu »ikke kunne bære det«, hvilket vil sige, at man endnu ikke havde intellektuel og spirituel sanseevne nok til at kunne fatte eller forstå disse, blive til kendsgerninger, til vågen dagsbevidst oplevelse, der igen er det samme som konkret videnskab. En skønnere herliggørelse af verdensgenløseren kan vel ikke tænkes end den, at hans sandhedserkendelse og livsopfattelse, der efterhånden er blevet misforstået og smædet som fanatisme og overtro, viser sig at være i overensstemmelse med den absolutte virkelighed og dermed identisk med Guddommens eller Faderens egen opfattelse af livsmysteriets inderste løsning. Det er således ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren kunne sige, at »han skal tage af mit og forkynde eder«. Ingen kan udtrykke sandheden uden netop at måtte udtrykke de samme facitter, som Jesus allerede har forkyndt.
      At denne »talsmand« ikke er en person, en ny verdensgenløser, og heller ikke er ham selv, der skulle komme og igen manifestere sig i kød og blod, fremgår dog klart og tydeligt af hans ord og tale. Alene det, at han udtrykker nævnte »talsmand« som »den hellige ånd«, viser jo, at det ikke er en person, men en særlig bevidsthedsform eller psyke, en særlig viden, der er tale om, idet »ånd« er det samme som bevidsthed. »Den hellige ånd« er altså det samme som »den hellige bevidsthed«. Nævnte »hellige bevidsthed« adskiller sig fra de bevidsthedslag, der ikke er »hellige«, derved, at medens de »hellige« bevidsthedslag består af alle de tankearter, der udtrykker det absolut sande og virkelige i livet og tilværelsen, vil de »ikke hellige« bevidsthedslag bestå af alle de tankearter, der udtrykker alt det usande og falske i livets oplevelse. »Talsmanden, den hellige ånd« vil således være de tankearter, der udtrykker livets kosmiske analyser eller den absolutte sandhed, der igen er det samme som den allerhøjeste guddommelige »viden«. »Talsmanden, den hellige ånd« er altså »viden om livets allerhøjeste analyser«, der gennem nye organer eller sanser vil udvikle sig og opstå i ethvert individs psyke og overskygge dette ved et særligt givet humant modenhedstrin. Det er denne psykiske proces, denne individets selvoplevelse af livets højeste og helligste fakta, som gør individet til det »kristusvæsen«, verdensgenløseren bebudede som sin genkomst i »himmelens skyer med megen kraft og herlighed«. Denne »Kristi genkomst i skyerne« er således i første instans ikke en ydre begivenhed, men en indre i væsenets tanketåge pludseligt opstået vågen dagsbevidst oplevelse af sin egen gennem udvikling forvandlede tilstand fra »dyr« til »menneske«. Det er denne af naturen selv iværksatte sjælsadling, »indvielse« eller »store fødsel«, der udgør individets andet møde med kristusbevidstheden. Det første møde er mødet med hans visdom, ord og gerninger på det ydre fysiske plan, fortolket igennem religionen, kirken og præsterne. Dette møde med kristusbevidstheden vil derfor aldrig kunne blive andet end et sekundært møde med denne form for mentalitet. Kristusbevidstheden er her – ikke ens egen – men derimod et andet væsens bevidsthed og kan derfor i dette tilfælde umuligt være eller blive andet end en andenhåndsoplevelse. At verdensgenløseren, der selv havde nået kristusmentaliteten eller den kosmiske bevidsthed som førstehåndsoplevelse, og for hvem denne psykiske tilstand derfor var en vågen dagsbevidst kendsgerning, ikke kunne docere en andenhåndsoplevelse af denne tilstand som Guddommens endelige og højeste hensigt og mål med det jordiske menneske, er selvfølgeligt. Hvormed skulle han kunne begrunde, at førstehåndsoplevelsen af denne hans egen tilstand, kosmiske bevidsthed eller »hellige ånd« ikke skulle være målet for alle mennesker? Hvordan skulle det for ham, som selv igennem en sanseproces var blevet vejen, sandheden og livet, være muligt at forene det med logik og kærlighed, at Gud igennem ham indtil overdådighed skulle åbenbare en guddommelig, ophøjet sindstilstand og oplevelsesevne, som andre mennesker aldrig nogen sinde selv skulle nå? Ville det ikke være satanisk i stedet for guddommeligt således at skabe begejstring for og længsler efter noget, som for dem var absolut umuligt? Nej, verdensgenløseren var bedre underrettet. Han vidste, at intet mindre end en førstehåndsoplevelse af den hellige ånd eller Guds egen bevidsthed som den, han selv var blevet overskygget af, kunne være Guddommens hensigt og kærlighedstilfredsstillelse med hensyn til alle levende væsener. Og det er da ikke så mærkeligt, at han føler sig kaldet til at bebude dette menneskehedens andet møde med kristusmentaliteten som det primære i Guddommens plan eller hensigt. At dette individets andet møde med kristusmentaliteten skal være en direkte selvoplevelse i form af dets egen psykes omdannelse til kosmisk bevidsthed eller gennemstrømning af »den hellige ånd« og ikke et ydre møde med Kristus i kød og blod, har han gjort begribeligt ved at erklære, at han på denne måde ikke vil være noget sted at finde, hverken »her« eller »der«, hverken i »ørkenen« eller i »kamrene«. Han siger jo udtrykkeligt og direkte, at man absolut ikke skal tro nogen som helst påstand eller beretning om, at han vil være at finde på nogen af de nævnte steder. At væsenets andet møde med kristusmentaliteten ikke er et møde med personen eller individualiteten Kristus, kan dog ikke stadfæstes tydeligere. Hvis det andet møde med kristusmentaliteten var et møde med væsenet eller personen Kristus, måtte han jo være et eller andet sted at træffe. Da måtte uundgåeligt nogen kunne komme og sige, at han er her eller der.
      Men når hans andet komme ikke skal være hans person, men derimod individets egen selvoplevelse af den psyke, den mentalitetsarts åbenbaring, han selv var besjælet af, forstår man jo bedre, at dette andet komme »ligesom lynet udgår fra østen og skinner indtil vesten«. Hvilken illumination kan være større end kosmisk bevidsthed eller »den hellige ånd«? Er lyset her ikke netop så stærkt og strålende, at det oplyser alle skyggesiders detaljer indtil en sådan grad, at Guddommens evige ord om sit eget udsyn: »Alt er såre godt« bliver til vågen dagsbevidst kendsgerning for det mod Guddommen søgende individ eller menneske? Man forstår, at denne oplevelse er en glæde, kraft og herlighed, der ikke kan tages fra det indviede væsen. Og man forstår også, at efterhånden som den glæde, kraft og herlighed begynder at gøre sig gældende i det ene individ efter det andet på det jordiske plan, vil de højeste sandheder eller livets kosmiske analyser begynde at blive anerkendt af de uindviede som kendsgerning eller videnskab. En bedre hyldest til og dokumentation af »menneskens søns tegn i himmelen«, hvilket vil sige: verdensgenløserens væremådes identitet med opfyldelsen af verdenslovene eller Guds totale vilje, kan vel ikke tænkes eller manifesteres? En bedre oprejsning for den fornedrelse og korsfæstelse, som den uvidende menneskehed lod verdensgenløseren blive til del, end denne, at hans væremåde, kendetegnet for hans psyke, som man ringeagtede som en røvers eller morders, bliver afsløret som den højeste videnskabelige basis for skabelsen af human menneskelig tilværelse, eksisterer ikke. At »Kristi genkomst« i den ydre verden, hvilket vil sige menneskehedens accept af kristusmentalitetens højeste livsfacitter, »talsmanden, den hellige ånd« som videnskab, vil give genlyd over hele jorden og til sidst samle »de udvalgte«, hvilket vil sige de humanistiske autoriteter eller myndigheder, »fra alle fire verdenshjørner, fra den ene ende af himmelen til den anden«, bliver også her selvfølgeligt. At denne sammenslutning eller forening af »de udvalgte« eller regeringerne i verden på grundlag af kristusmentaliteten eller åndsvidenskaben kun kan føre til megen kraft og herlighed, den højeste kulturskabelse for menneskeheden i fred, lykke og glæde, er naturligvis en selvfølge. I sandhed, der hvor »vædsken er kommen i træets grene, og bladene springe ud, der vil sommeren være nær«.
      Som vi her har set, har Kristus fuldt ud været vidende om, at troen på hans person var noget sekundært i menneskehedens fuldkommengørelse eller »frelse«, og at der derfor måtte komme noget andet, der kunne udgøre det absolut primære i nævnte fuldkommengørelse. Han så også, at dette primære måtte være intet mindre end ethvert jordmenneskes egen selvoplevelse af den samme mentalitetsart, det samme forhold til Gud og næsten, den samme kosmiske viden, som han selv som vågen dagsbevidsthed var besjælet af. Han så således, at intet mindre end hans egen tilstand måtte være Guddommens endelige mål og hensigt med de jordiske mennesker. Dette guddommelige mål var således ikke menneskenes dyrkelse af personen Kristus, men derimod deres egen forvandling til et kristusvæsen. Jordmenneskets første møde med Kristus betyder altså det samme som et møde med modellen til dets egen kommende kosmiske tilstand. Den suveræne mentalitet eller kosmiske bevidsthed, som han var besjælet af, er det guddommelige mål for alle jordens mennesker. Det er derfor ikke så mærkeligt, at dette at tro på ham og elske hans væsen er vejen til opfyldelsen af dette guddommelige mål. Dem, man elsker og er betaget af, søger man at efterligne. Og kun efterligningen af hans forhold til næsten kan gøre individet til aspirant til »den hellige ånd«, »indvielse« eller oplevelsen af »kosmisk bevidsthed«, igennem hvilken oplevelse i sin totale og permanente form aspiranten oplever sig selv som »vejen, sandheden og livet« og dermed føler sig »ét med Faderen«. Denne totale oplevelse er individets andet møde med »kristusmentaliteten«. Denne mentalitetsform eller særlige psyke er ikke noget personligt eller individuelt for verdensgenløseren eller Jesus af Nazaret, men er derimod en almengældende psykisk tilstand for alle væsener, der har passeret et særligt bestemt åndeligt eller kosmisk modenhedstrin i udviklingens evige spiralkredsløb. Det er den almengældende mentalitetsform for det færdige menneske eller »mennesket i Guds billede«.