Den materialistiske videnskab har altså intet virkeligt verdensbillede at give menneskeheden. Et verdensbillede i mål og vægt, en samling facitter, der udtrykker hastigheder, bølgelængder, afstande, tid og rum, grader i energi o.s.v. er en beskrivelse af – døden. Disse facitter giver intet udtryk for liv. Sådanne talfacitter kan ikke være beviser for naturens eller universets liv. Den nøgterne eller videnskabelige forsker må komme til med lige så stor sikkerhed at se tænkning og viljeføring bag naturens og dermed bag universets skabelses- eller frembringelsesprocesser, som han ser tænkning og viljeføring bag alle menneskelige skabelsesprocesser. Først da vil han begynde at se livet overalt i stedet for som nu kun at se – døden. Da vil han begynde at forstå, at der bag denne tænkning og viljeføring også eksisterer et udødeligt jeg akkurat ligesom i hans eget skabeområde, bag hans egen tanke og viljeføring. Dette vil igen betyde, at universet begynder at åbenbare sig for ham som en organisme, i hvilken der i form af et tænkende og viljeførende jeg skjuler sig en usynlig hersker akkurat som i et hvilket som helst andet levende væsens organisme. Han ser, at universet er »et levende væsen«. Det er ikke så mærkeligt, at verdens største vise eller verdensgenløserne, de kosmisk indviede væsener, siger, at »i Ham leve, røres og ere vi« og udtrykker det samme væsen ved begrebet »Du, som er i himlen«.