Menneskeheden og verdensbilledet
50. KAPITEL
Når videnskaben lader sig binde af illusoriske dogmer
Ovennævnte ulogiske eller inkonsekvente påstand kan umuligt være »videnskab«, selv om der er mange eksaminerede lærde, der helst vil holde sig til den. Disse lærde er i dette tilfælde, om end ubevidst, ikke logiske tænkere, men dogmedyrkere. De befinder sig i den samme suggererende tilstand som det stærkt religiøst troende menneske. Det tror blindt på de autoriserede religiøse beretninger, ganske uanset om disse beretninger er logiske eller inkonsekvente. Men der er blot den forskel, at disse væsener ikke giver sig ud for at være forskere eller videnskabsmænd. De hæmmer ikke den videnskabelige forskning. Det er derimod farligt for udvikling og forskning, når forskningens mænd og kvinder bliver indfanget af en forestilling, der er tåbelig, inkonsekvent eller ulogisk og derfor intet har med videnskab at gøre, men alligevel påstås at være et korrekt udtryk for virkeligheden. Den af mange lærde opfattede livløshed i universet har allerede sat sit hæmmende spor på mange unge videnskabeligt indstillede forskere og indhyllet disses ærlige og gode vilje til at finde sandheden i den suggestion, at mennesket er det fornemste liv i universet, og at denne livsform og de øvrige kendte livsformer på jorden er det eneste liv, der overhovedet eksistere. Ja, så suggererede er en stor part af den akademiske ungdom, at man inden for denne part ligefrem ikke mener at kunne være bekendt at have nogen som helst tanker i retning af, at universet skulle være udtryk for liv uden for de kendte former. Så fast indgroet er den tåbelige forestilling, at universet er en død materiemasse, der ved sine tilfældige indbyrdes forskellige stoffers reaktioner bliver ophav til livet. Den menneskelige hjerne, det menneskelige væsen med sin geniale viden og kunnen, samt alle de tusinder og atter tusinder af andre levende væsener i logiske eller hensigtsmæssige organismer eller geniale legemer skulle således være skabte af døde tilfældige materiekombinationer. Tror man et vindpust, et faldende træ i skoven, et skybrud eller et jordskælv kan skabe et levende, tænkende væsen? Så havde de mennesker jo ret, der i sin tid troede, at snavs eller urenhed blev til utøj, blev til de levende væsener, vi kalder »lus«. »Det døde« har altså skabt »det levende«. Tror man ikke den opfattelse, at det er »det levende«, der har skabt »det døde«, vil være mere i overensstemmelse med videnskab eller den virkelige sandhed?