Menneskeheden og verdensbilledet
47. KAPITEL
Hvorfor »tilfældighed« ikke kan være livets første årsag eller naturens behersker
Vil en forskers egen organisme ikke være den kombination af materier eller stoffer, hvor han direkte kan fornemme det bærende grundprincip? I hvilken anden materiekombination kan han blot tilnærmelsesvis fornemme livet så klart? Er det ikke her, han føler sig som midtpunkt, som det viljeførende, bestemmende og oplevende »noget«? Er det ikke her inden for dette af det levende væsen beherskede område, at det er en urokkelig kendsgerning, at intet som helst kan skabe sig selv? Ser han ikke her som en kendsgerning, at et hus, en maskine eller lignende ikke kan bygge sig selv, en klædning ikke kan sy sig selv, ligesom en bog, et eventyr, et skuespil o.s.v., ja alt, hvad mennesket kender som et resultat af de kendte levende væseners skabelse, umuligt kunne være blevet til uden netop igennem bevidsthed, planlæggelse og viljeføring. Dette vil altså igen sige, at så langt, som mennesket med sin vågne dagsbevidsthed klart og direkte kan gennemskue tingene, er der absolut intet som helst, der kan blive til uden i kraft af bevidsthed, tænkning og viljeføring. Inden for individets kulminerende sansefelt, altså der, hvor individet direkte kan opleve, bliver det den største og mest urokkelige kendsgerning, at absolut intet som helst i dette område kan blive til af sig selv. Når dette er tilfældet, hvordan kan det da i det område, der er mere eller mindre utilgængeligt for menneskelig sansning, være logisk at antage, at de logiske processer eller den hensigtsmæssige skabelse, som her finder sted, og som ikke står tilbage for de kendte levende væseners skabelser eller frembringelser i hensigtsmæssighed og kunstnerisk udførelse, er et resultat af tilfældighed? Hvorfor bliver det levende væsens organisme til et lig, lige så snart bevidstheden og dermed tænkningen og viljeføringen ikke mere forekommer i samme organisme? Hvorfor bliver ikke alle materiekombinationer, der forekommer uden for de levende væseners organismers områder, og som man altså frakender bevidsthed, tænkning og vilje, ikke også til lig? Er det ikke en kendsgerning, at den logiske skabelse stadig finder sted? Ja, er ligets opløsningsproces og den heraf opstående overførelse af dets materie til kredsløbet ikke også en logisk eller i højeste grad hensigtsmæssig skabelse? Hvordan kan da bevidsthed, tænkning og viljeføring være en absolut uundværlig betingelse for skabelse i det ene tilfælde og i det andet tilfælde være totalt overflødig? Hvorfor skulle en organisme, en plante, et dyr, ja, alle de foreteelser, der betinger arternes beståen, deres livsformer og de heraf betingede kropsformer, kunne danne sig hundrede procents hensigtsmæssigt udelukkende på grundlag af tilfældighed? Hvorfor bliver livet ikke her til kaos? Hvis mennesket finder på at leve sit liv på bar tilfældighed, bliver dette liv uundgåeligt til kaos. Kan det overhovedet frembringe noget som helst logisk eller planmæssigt blot ved at smide materialerne tilfældigt sammen? Kan urmageren skabe ure, kan arkitekten skabe bygninger, kan snedkeren skabe møbler, kan skrædderen sy klædninger o.s.v. på denne måde? Hvordan kan man da tro, at denne tåbelige eller ulogiske opfattelse kan være livsmysteriets løsning, kan være verdensaltets og dermed livets fundament? Når tilfældigheden kun kan lave kaos inden for den menneskelige livszone, hvordan kan den da danne strålende og fuldkomne skabelser i zoner, hvor den menneskelige indsigt mere eller mindre mangler? Naturens skabelse, som langt overstråler den menneskelige skabelse, skulle således være baseret på tilfældighed, mens den menneskelige skabelse kun kan finde sted i kraft af bevidsthed, tænkning og viljeføring. Tror man ikke, det er en forfærdende fejltagelse at kalde en verdensopfattelse, baseret på erkendelsen af tilfældighed som livets dybeste årsag, for videnskab? Er ikke vildfarelse og overtro denne opfattelses rigtige navne, ligegyldigt i hvor høj grad den så end måtte have universiteters og læreanstalters autorisering eller godkendelse? Må ikke tilfældighed skabe planløshed og kaos der, hvor den behersker livet? Og må der ikke tænkning, planlægning og viljeføring til der, hvor hensigtsmæssig eller logisk skabelse skal finde sted? Er dette ikke den største kendsgerning inden for vort eget bevidsthedsområde eller der, hvor vort eget jeg har med materien at gøre?