Mens den materialistiske videnskab nok til en vis grad vil erkende den ene af de omtalte skabelsesprocesser, den, der forekommer igennem de levende væsener, som udslag af bevidsthed, tanke og vilje, vil den ikke anerkende naturens skabelse som et produkt af bevidsthed eller tanke og viljeføring. Her tror man, at naturens skabelse udelukkende består af de forskellige materiers tilfældige berøring med hverandre. Man tror derfor, at de heraf opståede tilfældige reaktioner er selve livsmysteriets løsning. Livet skulle således kun bestå i tilfældige reaktioner mellem stofferne, altså en slags kemi. Den i stofferne boende reaktionsevne skulle derfor være selve livets første årsag og dermed livets ophav. Dette vil igen betyde, at mens det levende væsens organisme intet som helst kan foretage sig, når den usynlige hersker er gået ud af denne, så skulle materien eller naturens kræfter ganske uafhængigt af nogen usynlig hersker være i stand til, uden nogen som helst tanke, bevidsthed eller viljeføring, at skabe logisk, plan- eller hensigtsmæssigt. Med andre ord, den absolut døde materie skulle være lige så dygtig til at udføre logisk eller hensigtsmæssig skabelse som det levende væsen. Men hvordan kan en sådan forklaring på livsmysteriet virkelig blive opfattet som videnskab? Og hvordan kan en fra al logisk tænkning så skrigende afvigelse holde ellers fornuftige, intelligente mennesker nede i en så tåbelig overtro? Det, der er totalt umuligt inden for det område, hvor de med deres sanser ser klarest eller har livet på nærmeste hold, tror de kan finde sted i de områder af livet, der er dem fjernest, og hvor tingene endnu ligger uden for deres sanseevne.