Menneskeheden og verdensbilledet
45. KAPITEL
Fundamentet for en logisk opklaring af naturens kosmiske analyse
Idet vi således igennem vor logiske tænkning er kommet til erkendelsen af et »udødeligt jeg«, en usynlig hersker i det levende væsens organisme eller materie, begynder vi også på samme måde ad tænkningens vej at finde frem til en usynlig hersker bag verdensaltet. Vi er nemlig urokkeligt stedet over for den kendsgerning, at den usynlige hersker i det levende væsens organisme ikke er den eneste i tilværelsen, der kan bringe materien ind i logiske kombinationer eller hensigtsmæssig skabelse. Vi ser, at skabeprocessen i naturen er underordnet en logik og hensigtsmæssighed, som den jordmenneskelige skabeevne ikke kan overtrumfe. Vi bliver således vidne til eller stillet over for to skabelsesprocesser: den af det levende væsen frembragte og den af naturen affødte. Den af de to processer, vi kender bedst og har bedst adgang til at kunne kontrollere, er naturligvis den af det levende væsen manifesterede, netop fordi vi her bevidst opfatter den usynlige hersker bag organismen og den dermed udførte skabelse. Vi ved derfor, at der bag vore egne frembringelser eller manifestationer ligger en forudgående tænkning eller planlægning. Denne planlægning bliver så overført til viljen og bliver til viljeføring. Viljeføring bevirker igennem den fysiske organisme eller kroppen materiens omformning til fordel for vor manifestation. Denne manifestation er altså en skabelsesproces, igennem hvilken vi indirekte åbenbarer vor usynlige eksistens bag de skabte eller frembragte foreteelser. Vor på det fysiske plan eller bag den fysiske materie fremtrædende usynlige eksistens består altså af det, vi kalder bevidsthed foruden naturligvis det før konstaterede usynlige jeg. Jeg, tanker og viljeføring udgør altså realiteter, vi finder bag en hvilken som helst materiekombination, der udgør »et levende væsen« eller den ene af de to før nævnte skabelsesprocesser. Dette vort kendskab til den ene af de to skabelsesprocesser må vi bruge som fundament for vor opklaring af den anden skabelsesproces' inderste analyse, eftersom det er det absolut eneste, ved hvilket vi overhovedet kan danne os et fuldkomment logisk begreb om nævnte anden skabelsesproces, den, vi kalder »naturen« eller »verdensaltet«.