Når vort selv eller jeg er usynligt til stede i vort legeme eller organisme, er det ikke så mærkeligt, at dets tilstedeværelse i rummet også er usynligt, når det ikke mere befinder sig i organismen ligesom det jo også bliver ganske naturligt, at denne ligger stille hen som lig. Et lig er jo netop det samme som et legeme, der ikke mere er underkastet noget jeg's kommando eller vilje. Et sådant af jeg'et eller den usynlige hersker totalt forladt legeme er i klasse med andre »jeg«-løse materier, der er på vej mod opløsning. At opfatte det væsen, som det forladte legeme engang tilhørte, som »død«, vil altså være en fejltagelse. Legemets forandring fra en levende organisme til et »lig« kan absolut ikke udgøre noget bevis for, at »den usynlige hersker«, der før var til stede i det nu afsjælede legeme, er »død«. Denne hersker var jo usynlig i organismen og må derfor også være usynlig uden for denne. »Liget« kan allerhøjst kun udtrykke, at forbindelsen mellem organismen og dens tidligere hersker er blevet totalt afbrudt. Og hvilken anden forskel er der vel på et »lig« og en »levende organisme« end den, at den usynlige hersker er til stede i organismen, medens liget er totalt forladt af denne hersker. Har legemet ikke netop stadig alle sine organer: hjerne, hjerte, lunger, lever, tarme, mave o.s.v., og alligevel er det et lig. I liget findes altså ikke noget som helst organ, i hvilket det samlede resultat af det afsluttede liv, de oplevede erfaringer, er opsummerede. Altså kan ingen af disse erfaringer være blevet til noget, som er i organismen. De er blevet udløst til fordel for noget, som er uden for kroppen. At dette »usynlige noget« har taget erfaringerne eller den oplevede viden og kunnen med sig ud af organismen, da det gjorde sig fri af denne, bliver her selvfølgeligt. Det bliver således en kendsgerning, at organismen ikke kan være det sande eller virkelige væsen, men at den derimod kun er et midlertidigt redskab for det »noget«, der beherskede og udnyttede organismen under sin usynlige tilstedeværelse i denne. Vi bliver derfor, bortset fra den kosmiske oplevelse af udødelighed, rent logisk nødsaget til at måtte erkende, at vort selv eller jeg er et uden for den fysiske dimension eller tilværelse eksisterende »noget«, som har evne til at kunne inkarnere i materien og bearbejde denne på en sådan måde, at den kan formes til et legeme, en organisme eller et redskab, ved hvilket det indirekte kan tilkendegive sin usynlige eksistens på det fysiske plan.