Jeg'et eller ovennævnte usynlige hersker oplever ved hjælp af organismen erfaringer, både behagelige og ubehagelige. Det samme jeg kan studere, berige sin bevidsthed, træne sig op til virtuositet i forskellige former for viden og kunnen. Men til hvad nytte disse erfaringer, dette studium og denne træning eller tilegnelse af viden og kundskaber, hvis der ikke i organismen eksisterede en indehaver eller et ophav, der ikke skulle dø eller gå under sammen med organismen? Hvis resultatet af alle de lidelser og besværligheder, bekymringer og sorger, som opleves igennem organismen, skulle blive til et lig og gå i en slags forrådnelse og opløses, til hvad nytte så nævnte resultat og for hvem? At benægte den herskers tilstedeværelse i vor organisme, som vi selv er, kan således kun vise sig som den mest tåbelige og ulogiske opfattelse, der overhovedet kan formuleres i en hjerne, og er skrigende imod, hvad vi ellers ser af naturens skabemetoder og hensigter. Nævnte opfattelse udtrykker selve det levende væsen og dermed livet som den mest tåbelige og ulogiske manifestation i verden. Det er en falsk nøgle til livsmysteriets opklaring. Den lukker al mulig forståelse af nævnte mysterium i baglås. Alt er uden betydning, alt er uden mening, tilværelsen er sadisme, brutalitet. Den er selve kulminationen af tåbelighed. Men da denne livsfilosofi er direkte imod al højere menneskelig moralfølelse og kulturskabelse, kan den umuligt udgøre noget absolut moralsk fundament eller livsgrundlag. Den vil være umulig eller absolut underminerende for skabelsen af den »varige fred«, som menneskeheden mere og mere råber på som livsbetingelse.
      Vil man frigøre sin bevidsthed for denne materialistiske livsfilosofi eller hindring på sin vej imod livsmysteriets løsning, er man nødsaget til at måtte erkende den usynlige hersker i vor organisme, som vi udtrykker under jeg-begrebet. Og skal der blive mening i denne erkendelse på samme måde, som der er mening i alle de øvrige af naturen frembragte foreteelser, er vi nødsaget til at opfatte den usynlige hersker i vort legeme, som vort jeg udgør, som »noget«, der kan leve ud over organismens eller legemets levetid og derved få gavn af de erfaringer, som markerer nævnte levetid. Det er det eneste, der kan retfærdiggøre det levende væsens lidelser og besværligheder og gøre disse til naturlige, logiske processer i verdensordenen, til gavn og glæde, ikke blot for væsenet selv, men også for menneskeheden i sin helhed.