Jeg'et er altså selve livskernen i det levende væsen. Denne livskerne i sin egennatur kan som nævnt absolut ingen analyse have ud over denne ene, at det eksisterer og kun udgør »noget, som er«. Det er det eneste eksisterende i universet eller verdensaltet, der kun eksisterer med denne analyse. Da det, som allerede tidligere udtrykt, udgør selve evigheden og uendeligheden, kan det hverken være stort eller småt eller på anden måde udtrykkes ved mål eller vægt. Den største vanskelighed for videnskabeligt indstillede forskere bliver derfor dette at skulle erkende dette jeg's eller guddommelige »noget«s eksistens ved hjælp af en anden forskningsmetode end den traditionelle materialistiske, videnskabelige, ved konstatering af bevægelse, vibration, mål, vægt, volumen, farve etc. At være stillet over for noget, som ikke kan konstateres ved hjælp af denne ellers absolut uundværlige forskningsmetode, må selvfølgelig i første instans bringe de fleste af den almindelige videnskabs forskere til en uhørt skepsis, ja, til åbenlyse erklæringer om jeg'et som nonsens, som overtro eller fantasi. Men denne indstilling kan umuligt være holdbar, idet den kun er en påstand, som ikke på nogen som helst måde fundamentalt kan rodfæstes i virkeligheden. Selv disse modstandere må udtrykke dette »noget«s eksistens i form af deres brug af ordet »jeg«, At hævde at et jeg ikke eksisterer som et selvstændigt og fra alt andet afvigende evigt noget, er det samme som at benægte sin egen eksistens. Alene benægtelsen af jeg'ets eksistens er jo et bevis for, at jeg'et eksisterer. Hvad er det ellers, der kan benægte jeg'ets eksistens? Kan øjnene, kan hjernen, kan lungerne eller noget som helst andet organ i legemet være ophav til benægtelsen? Er ikke alle disse organer i deres inderste analyse hver især et underordnet redskab, bygget op til at være i helhedens favør? Men er denne helhed, hvilket vil sige selve organismen, i sig selv ikke også et underordnet redskab? Man kan da ikke komme uden om, at der er noget i nævnte organisme, der kan være lykkelig eller ulykkelig, alt efter som organismen er vellykket eller mislykket. Samme organisme bliver hele tiden benyttet af »noget«, en slags usynlig hersker, der er til stede i organismen, og som fører eller behersker denne i sin egen favør.