Vi kommer således igennem ovennævnte til en urokkelig analyse eller et facit, som afviger fra de traditionelle videnskabelige facitter derved, at det ikke er et »talfacit«, men et »livsfacit«, Mens »talfacitter« er analyser af de ting, jeg'et har skabt som materiale for sin manifestation eller tilkendegivelse af sin eksistens, er »livsfacitterne« udelukkende facitter, der udtrykker selve jeg'et i dets egennatur som det oplevende og manifesterende midtpunkt i alt liv. Talfacitter kan kun være analyser af alt det, jeg'et i sin egennatur er adskilt fra, men som det, for at kunne tilkendegive eller manifestere sig, må knytte sig til. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man med den moderne videnskabs forskningsmetode ikke kan finde jeg'et, der er selve livsmysteriets løsning og inderste kerne. Denne forskningsmetodes objekt er jo udelukkende »det manifesterede«, »det skabte«, det, der kan vejes og måles og derfor giver talfacitter. Men jeg'et eller livsmysteriets inderste løsning kan aldrig nogen sinde findes i eller være identisk med »det manifesterede«, »det frembragte« eller »skabte«. Jeg'et eller nævnte løsning kan udelukkende kun være identisk med »det umanifesterede«, det, der tilkendegiver sig igennem »det manifesterede«. Det levende væsens manifestation kan derfor kun eksistere som et resultat af en »umanifesteret årsag«. Og dette svarer jo nøjagtigt til den almengældende livsfornemmelse. Alle vore manifestationer forekommer først i vort bevidsthedscentrum eller jeg som tanker og ideer, bliver derefter igennem viljeføring og vor legemsfunktion til praktisk manifestation. Denne manifestations ophav er altså her synligt som »noget umanifesteret«. På samme måde, men i omvendt orden, bliver »det manifesterede« igennem sansningen til oplevelse, til viden, tanke eller bevidsthed for dette »umanifesterede ophav«. Hvad enten det er oplevelse eller manifestation, så foregår disse to realiteter udelukkende kun omkring et »umanifesteret midtpunkt«. Dette midtpunkt eksisterer altså hinsides både oplevelsen og manifestationen som en »umanifesteret årsag«. Det bliver således her til en urokkelig kendsgerning, at det levende væsen ikke blot består af det, der er manifesteret, det, der direkte kan sanses, vejes og måles, men det består også af »noget, der er umanifesteret«, og som derfor hverken kan sanses, vejes eller måles direkte. »Dette umanifesterede noget«s eksistens bevirker vor daglige livsfornemmelse eller »individuelle jegfølelse«. Dette »midtpunkt« eller »jeg« er som nævnt livsmysteriets løsning og kerne. Vi ser således her, at en forskningsmetode, der kun accepterer »det manifesterede« som forskningsfelt og totalt ignorerer »det umanifesterede« og tror dette identisk med det absolutte »intet«, aldrig nogen sinde vil finde livsmysteriets løsning. Den materialistiske videnskab vil således aldrig komme til livsmysteriets løsning, før den har løbet sig til døde i »det manifesterede« eller det forskningsfelt, i hvilket nævnte løsning aldrig nogen sinde har eksisteret og aldrig nogen sinde vil kunne eksistere. Nævnte løsning kan selvfølgelig kun findes i det »noget«, som det selv er identisk med.
      Da det levende væsen, som nævnt, kun kan eksistere som en kombination af de to realiteter »det manifesterede« og »det umanifesterede«, kan det umuligt udtrykke sin livsfornemmelse i mindre end to ord. Af disse to ord må det ene dække dets individualitet, dets eget »selv« eller det »noget«, der oplever livet, mens det andet må dække selve »livsoplevelsen«. Det »noget«, der fornemmer »livsoplevelsen«, og det, der udgør denne oplevelse, er således to ting. Heraf udgør den første »det umanifesterede« og den anden »det manifesterede«. Da »det umanifesterede« er det samme som »det uforandrede« i situationen og »det manifesterede« er »det forandrede», bliver det igen her bekræftet, at det er »det umanifesterede«, der er »det faste punkt«, omkring hvilket »det manifesterede« drejer sig. Men da »det umanifesterede« således er uforanderligt, mens det er »det manifesterede«, der er foranderligt, får vi ligeledes her bekræftet, at det kun er »det manifesterede«, der kan have analyser, kan udtrykkes ved tid, rum, konsistens, fuldkommenhed og ufuldkommenhed o.s.v. »Det umanifesterede« eller »jeg«et i det levende væsen bliver således her synligt som hævet op over al timelighed. Noget »umanifesteret«, noget, der »ikke er skabt«, men alligevel eksisterer, kan ikke have alder og må derfor være identisk med selve »evigheden«. Men et eksisterende »umanifesteret noget« kan heller ikke optage rum. Det evige jeg i væsenet bliver således også identisk med selve »uendeligheden«. Det levende væsens oplevelse af livet bliver derfor altid i form af situationer, der som nævnt ikke kan udtrykkes med mindre end to ord. Hvis vi ser på en sådan situation, der udtrykkes ved de to ord, »jeg så«, vil det ikke være vanskeligt at forstå, at det første ord, »jeg«, dækker »det umanifesterede«, »det uforanderlige«, »det faste punkt«, på hvilket situationen hviler, og at det andet ord, »så«, dækker »det manifesterede«, det der er blevet til og derfor må have rum eller plads og kun kan eksistere med en alder og fremtræde i grader af fuldkommenhed eller ufuldkommenhed. Synet kan være så og så fuldkomment eller ufuldkomment. Det kan være rigtigt eller forkert. Det kan således kun eksistere med et timeligt facit, men »jeg«et, det »umanifesterede« ophav til synet, eksisterer eller er ganske uafhængigt af denne kvalitet. Og således vil jeg'et være udødeligt og evigt udgøre »noget, som er«, hvad enten »den manifesterede« del i dets fremtræden udgør godt eller ondt, sundhed eller sygdom, kærlighed eller had. Det eksisterer urørligt i denne sin egennatur uafhængigt af alle manifesterede situationer. Ingen som helst skabte eller timelige ting kan derfor være udtryk for det over tid og rum hævede jeg's udødelighed eller evige eksistens.