Indstillingen på et »jeg« som individets inderste selv eller centrum er ikke noget, der er opfundet af mennesker. Det er ikke en imaginær forestilling, men er et rent og skært organisk produkt. Det er efterhånden ubevidst blevet til i individets vågne dagsbevidsthed som resultat af en ganske naturlig udvikling. Men en udvikling kan ikke finde sted uden en ydre påvirkning. Hverken synet eller hørelsen kunne være blevet til, hvis der ikke i forvejen eksisterede lys og lyde. Når der, på samme måde som synet, hørelsen og de andre af individets sanser har udviklet sig, også har udviklet sig en evne til at fornemme »sit inderste selv« som et fra alt det øvrige i verdensaltet adskilt bærende midtpunkt, så må individets »selv« eller »jeg« jo netop eksistere som et sådant fra alle andre foreteelser adskilt »noget«. Hvordan skulle man ellers kunne få denne fornemmelse? Man kan umuligt fornemme noget, som ikke eksisterer. Noget, som ikke eksisterer, kan umuligt påvirke individet og i dette skabe en evne til at fornemme dette ikke-eksisterende.