Denne upåagtede sansefornemmelse, som således er gledet uden for det materialistisk indstillede væsens dagsbevidsthed, er slet og ret selve livsfornemmelsen. Hvordan fornemmes da denne i sin inderste struktur? Den fornemmes som en midtpunktsoplevelse af »noget«, som vi udtrykker som »os selv«. Mennesket kan ikke undgå at måtte skelne imellem dette »noget« og de det samme »noget« omgivende foreteelser. Hele dets daglige tankegang og den heraf følgende tale og udtryksmåde er udelukkende en tilkendegivelse af nævnte »noget«s adskillelse fra alt det øvrige i verden. Ethvert normalt menneske udtrykker denne adskillelse i form af begreberne »jeg« og »det«. Med dette »jeg« udtrykker det sit »inderste absolutte selv«, Hinsides dette »jeg« forekommer der ikke noget. Der er ingen ting, der er højere, eller i større grad er individets absolutte egenområde, end dette »selv« eller »jeg«. Alle vegne, hvor individet benytter sig af udtrykket »jeg«, tilkendegiver det altid uden undtagelse en adskillelse af sig selv fra noget andet. »Jeg så«, »jeg gav«, »jeg fik«, »jeg løb«, »jeg sad« etc. I hvert af disse udtryk ligger der ikke blot en betegnelse af en situation, men også en fundamental tilkendegivelse af situationens bærende fundament, dens midtpunkt. Dette fundament eller midtpunkt udtrykkes altså ved ordet »jeg«. Der vil således i virkeligheden umuligt kunne opstå nogen som helst situation, som ikke peger hen på et »jeg« som dens fundament eller ophav.