Når »det højeste noget« i os er umanifesteret, hvordan kan man så vide, at det eksisterer? Bliver nævnte »noget« så ikke en blot og bart imaginær forestilling? Selv om noget ikke direkte kan sanses med de fysiske sanser, kan dets eksistens dog udmærket blive en kendsgerning. Er det ikke en kendsgerning, at radiobølger eksisterer, går ind gennem stofferne, murene, ja, går igennem voret eget legeme, uden at vi med vore almindelige sanser mærker det? Hvis vi ikke har en modtager for disse bølger, vil det jo være umuligt for os at konstatere den musik, sang eller tale, der i et givet øjeblik i form af bølger vibrerer igennem vor stue. Disse bølger bliver til kendsgerning igennem deres indvirkninger på ting, som igen kan indvirke på vore sanser. Men ligesom radiobølger og andre usynlige bølger eller energiarter bliver til kendsgerning gennem deres indvirkning på ting, der igen kan indvirke på vore sanser, således bliver det før nævnte »noget« også til kendsgerning igennem dets tilstedeværelse i ting, hvorigennem denne tilstedeværelse kan blive tilgængelig for sansning. Den måde, hvorpå dets tilstedeværelse i vort indre sanses eller fornemmes, er så enkel og dagligdags selvfølgelig, at nævnte fornemmelse er blevet til kulminerende »C-viden«, hvilket igen vil sige, ubevidst automatfunktion eller vanetilstand. Ja, så stærk er denne daglige vanefornemmelse af det dirigerende og oplevende »noget« i vort indre, at den helt er gået ud af den vågne dagsbevidstheds erkendelsesområde på samme måde som alle andre automatfunktioner i vor organisme, såsom blodomløbet, lever-, nyre- og kirtelfunktionerne og flere andre funktioner i den organiske proces. Det sunde og raske menneske mærker jo ikke noget til, at det har disse funktioner. De udløser deres mission rent automatisk, uden at individet med sin vilje eller tanke behøver at gribe ind. Kun når disse funktioner ikke udløses, som de skal, mærkes det som gene og smerte eller som det, vi kalder »sygdom«. Fornemmelsen af »det højeste noget« inde i vor organisme er ligeledes blevet en automatfunktion, som er ganske uafhængig af vilje. Den er blevet en dagligdags foreteelse, som man efterhånden skænker så ringe en tanke eller opmærksomhed, at man så at sige slet ikke regner med dens eksistens, ja, i visse tilfælde ligefrem benægter den. Men kan man ikke tænke sig, at et menneske ligeledes kunne finde på at benægte sin egen levers, sine nyrers og kirtlers eksistens, hvis det ikke igennem populære bøger om anatomi, forlængst var blevet en almen, selvfølgelig viden? Men når disse organer og deres funktioner således ligefrem lyd- og følelsesløst kan være til stede i organismen eller kroppen, uden at individet i virkeligheden kender denne deres eksistens, hvorfor skulle der så ikke på samme måde kunne eksistere psykiske foreteelser, der, når de virker, som de skal, er helt upåagtede inden for sanseområdet? At benægte dette højeste »noget«s tilstedeværelse i organismen, blot fordi det ikke kan ses eller fornemmes igennem fysisk sansning, er lige så tåbeligt, som det er at benægte de indre fysiske organfunktioner.