Passer da denne analyse eller opfattelse med vor egen daglige fornemmelse af livet? Er der noget i dette, der kan tyde på, at ovennævnte opfattelse virkelig er livets store grundfacit, og at det materialistiske verdensbillede er en illusion? Ja, absolut alt bekræfter det levende væsens identitet med evigheden og uendeligheden, medens absolut intet realistisk bekræfter det materialistiske verdensbillede, der går ud på, at det levende væsen er en »skabt« foreteelse, underkastet tid og rum. Men hvordan går det da til, at selv verdenskendte videnskabelige forskere kan blive ofre for den illusion, at det levende væsen kun er en midlertidig, tilfældig kombination af kemikalier, og dets tanke eller bevidsthed kun er disse kemikaliers indbyrdes reaktioner? Det går til på den måde, at nævnte forskeres mentale indstilling i sig selv er en tusindårig vanefunktion. Igennem umindelige tider har det levende væsen generation efter generation udelukkende kun kunnet tilegne sig konkret viden ved at veje og måle, ved at dissekere og adskille, ved at sønderdele og sigte og finde nye foreteelser, som også kunne vejes og måles, sønderdeles og adskilles i nye enheder, der atter bestod af sønderdeleligt stof og således fortsættende i det uendelige. De kom aldrig nogen sinde til en foreteelse, der var uendelig, en sidste uadskillelig enhed, der virkelig var tingenes allersidste delelige detalje. Hver gang de troede at have fundet livets største eller mindste detalje, viste det sig altid efterhånden, at denne detalje alligevel ikke var den største eller den mindste, men rummede i sig nye verdener af detaljer eller foreteelser, som igen skabte den samme gåde som den, man allerede troede nu at have løst. Man var stadig lige langt borte fra verdens ende eller livsmysteriets løsning.