Menneskeheden og verdensbilledet
34. KAPITEL
Hvorledes »det levende« i vort eget indre er ét med evigheden og uendeligheden og kun udgør »noget, som er«
Hvordan skal væsener, der kun ser og kun vil se og kun kan tro, at »det skabte« (materiekombinationerne) er det eneste, der er til, kunne finde »skaberen«? »Det skabte« kan kun afsløre »årsag og virkning«, men årsag og virkning er kun nye udtryk for »det skabte«, og så er forskeren jo lige vidt. I »det skabte« eksisterer kun »det skabte«, men når »det skabte« er en kendsgerning, må det også kunne blive en kendsgerning, at der eksisterer en »skaber«. Men denne »skaber« må være noget ganske andet end »det skabte«. Denne må adskille sig fra »det skabte« ved ikke at være »skabt«. Der må altså være en sådan foreteelse bag ved alle skabte ting. Men da den ikke er »skabt«, kan den i sig selv ingen analyse have ud over dette ene, at den udgør »noget, som er«. Men dette »noget« har altså hverken alder, rum eller form. Da det ikke er »skabt«, er det ikke noget, der er blevet til, men har altid været til. Det kan derfor ikke have nogen alder og bliver derved identisk med selve »evigheden«. Af samme grund kan det heller ikke have andre analyser, såsom dette at være gult, grønt eller blåt. Det kan ikke være kærligt eller ukærligt. Det kan ikke være vist eller mindre vist, ja, det kan ikke være noget som helst ud over dette ene »at være til«. Da det således i sig selv ikke kan udgøre nogen som helst kontrast til noget, er det identisk med selve »uendeligheden«. »Evigheden« og »uendeligheden« er således i virkeligheden ikke blot og bart fremmede, fantastiske og uforståelige ting, der eksisterer uden for os selv, men de er i absolut forstand selve »det levende« inde i os selv. Uendeligheden i tid og rum er det levende væsens eller vor egen generalanalyse.