Efter at vi nu har set, hvorledes det er umuligt at finde livsmysteriets løsning i kraft af den materialistiske videnskabs forskningsmetode og indstilling og den mentale hjælpeløshed, menneskeheden som følge heraf befinder sig i, vil vi nu rette blikket imod en anden forskningsmetode. Denne metode giver ikke mål- og vægtfacitter. Den fortoner sig ikke i lysår og svimlende hastighedsbegreber. Den skaber ikke forvirring i begreberne med påstande eller hypoteser, hvis konsekvenser er dette, at det er »de døde«, der skaber »det levende«, og alt er tilfældigt, alt er uden »jeg« og dermed i virkeligheden livløst. Vi må således rette blikket bort fra denne dødens kultus, denne livets benægtelse af liv og søge at komme i kontakt med det i os selv, der hungrer efter en forklaring på sin egen eksistens. Denne forklaring er ikke en foreteelse, der møjsommeligt skal søges langt ude hinsides umådelige afstande, der kun kan betegnes ved lysår og kun kan befares ved hjælp af de sansekrykker, vi kalder teleskoper, ligesom vi naturligvis heller aldrig nogen sinde vil komme til at se livsgådens løsning i et mikroskop. Hvordan skulle vel også en ting blive klarere og lettere forståelig, jo længere den ligger borte i en fjern horisont i mikrokosmos eller i makrokosmos? Forklaringen på livet må da være der, hvor livet er, og ikke der, hvor det ikke er. Det i vort eget indre, der søger forklaringen på livet, må jo være selve livet. Hvilket andet skulle vel kunne søge en sådan forklaring? Hvorfor så ikke søge livsforklaringen inde i dette »vort eget inderste selv«? Hvorfor skulle det være lettere at finde livsforklaringen i mikrokosmos eller makrokosmos? Skulle det være lettere at finde forklaringen på livet i liv eller foreteelser, der er os fjernere, både i form, tid og rum, end vor eget liv? Tror man, det er lettere at finde livets løsning i et andet levende væsen end i os selv? Og tror man, at man kan finde denne livets hemmelighed eller afsløring ved at sprætte andre levende væsener op? Er det ikke således, at livet flyder bort, glider uden for de materielle sansers rækkevidde alle vegne, hvor dets hylster, organismen eller legemet opskæres og dissekeres? Hvordan skal vi kunne finde livets forklaring ved at fjerne os fra det i stedet for at nærme os det? At dræbe væsener er jo det samme som at jage livet på flugt. Hvordan skal man vel kunne undersøge og finde hemmeligheden ved noget, man jager på flugt? Det er ikke så mærkeligt, at den forsker, hvis metoder er drab, opskæring og dissektion, ikke kan finde hverken sjæl eller ånd i nogen organisme. At et sådant væsen må falde for den fattige livsfilosofi, at livet kun er en reaktion af en tilfældig kemikaliekombination, bliver her selvfølgeligt. »Døden« og ikke »livet« bliver således disse væseners højeste kultus.