Da den moderne materialistiske videnskab af i dag udelukkende er baseret på erkendelser, der tilsammen kun udgør en videnskab om livløse ting, endog der, hvor den taler om og nævner tingene som liv, vil den kun kunne docere tilfældighed og død. Den er en slags dødens religion. Den fortæller kun om materiens »udvendige« side, hvilket vil sige: den giver lange, indviklede videnskabelige beretninger, ja, har fyldt bibliotekerne verden over med geniale fortolkninger af materiens reaktioner i form af bevægelse, men denne bevægelse kan den kun docere som en livløs mekanik og kemi. Den vil derfor med denne sin særlige indstilling eller opfattelse være nødsaget til stædigt og dogmatisk at benægte bevægelsens sande identitet som »livsytring«. Den vil ikke kunne acceptere, at enhver fysisk bevægelse er en forlængelse af en psykisk bevægelse, der jo igen er det samme som »et immaterielt noget«s tænkning, viljeføring eller bevidsthed. Videnskaben kan derfor kun opsætte »tilfældighed« som årsag til alle universets funktioner. Men da disse funktioner netop repræsenterer den allerstørste logiske skabelse, ja, en udfoldelse, der i hensigtsmæssighed langt overstråler, hvad et menneske kan præstere eller åbenbare af logik eller fuldkommenhed i skabemæssig kunnen, vil det altså sige, at den rent materialistiske videnskab i universets funktioner kun ser døden. Den er vidne til en logisk skabelse, der vidner om en hårfin planmæssighed, den er vidne til, at alt bliver udnyttet, intet går til spilde, den ser, at de faldende blade om efteråret går over i et nyt kredsløb og derigennem er med til at skabe det nye forårs blomsterduft og farvepragt, den ser, at det er møddingen, der befordrer brødkornet, den ser, at kloakpølen bliver til bække, åer, floder eller vandsamlinger. Herfra fordamper vandet, bliver til krystalklar luft, blå himmel, hvide sommerskyer, morgen- og aftenrøde for igen at fortætte sig, blive til regn, vaskevand, kloakpøl og derfra begynde kredsløbet forfra igen og fortsætte sin lykkebringende færd og på ny danne en lysende himmelhvælving over vore hoveder. Skønt videnskaben således bliver vidne til, at selv de værste stinkende og mest rådne partikler igennem kredsløbet bringes til at forskønne ikke blot den jord, vi går på, men også er med til i ordets absolutte forstand at indhylle os i en farvestrålende himmel, en lysende glorie, et orgie i farver, lys og stråler, påstår den alligevel dogmatisk, at »tilfældighed« er universets første årsag. I sandhed, det materialistiske verdensbillede viser kun en livløs verden, en gudløs gudesøn, et levende væsen, der kun oplever lig og tror selv at være et produkt af tilfældighed for igen at kunne udslettes med den næste dødbringende tilfældighed. Jo, den rettroende inden for den rent materialistiske videnskab er kommet så langt bort fra livsmysteriets løsning, som han eller hun overhovedet kan komme. »Den fortabte søn« har her mistet sin fader. »Nydelsen af kundskabens træ« er sket fyldest. »Døden« ruger over jorden. Verdensbilledet er skjult i nattens mørke.