Da tænkning, liv og bevidsthed ikke kan ses i denne materiens »ydre« side, vil nævnte materies foranderlighed eller bevægelse ikke kunne ses som tænkning, bevidsthed eller liv. Alle dens bevægelser vil forekomme som udløst af tilfældighed. Materiens »ydre« side vil kun vise en bevidstløs eller død foreteelse. Derfor udtrykker den materialistiske videnskabs verdensbillede kun en død verden. Den eneste erkendelse af liv, den moderne videnskab vil acceptere som »videnskabelig«, er en halv erkendelse af liv hos væsenerne i mellemkosmos, hvilket vil sige: de kendte levende væsener med menneskene i spidsen. Når denne erkendelse af liv her kun udtrykkes som en »halv« erkendelse af liv, er det fordi der i denne erkendelse af liv ikke accepteres noget udødeligt jeg. Og en livserkendelse uden accept af et sådant kan aldrig nogen sinde i virkeligheden være en erkendelse af liv, men vil blot være en erkendelse af »noget timeligt«, »noget forgængeligt«. Men noget timeligt eller forgængeligt kan aldrig nogen sinde udgøre noget absolut liv. Det kan kun være død mekanik eller bevægelse. En erkendelse af liv kan kun være et fuldkommen korrekt og dermed absolut udtryk for virkeligheden, når den ikke blot erkender den døde mekanik eller bevægelse, men også erkender et udødeligt eller altoplevende »noget« og dets tilkendegivelse af vilje og dermed af tænkning og bevidsthed. En erkendelse, der kun viser bevægelse som blot og bar død mekanik, kan aldrig i noget som helst tilfælde være dens absolutte analyse. Størrelsesbegreber, mål- og vægtfacitter er kun døde udtryk for mekanik, volumen, sammensætninger, foranderlighed og hastigheder, men giver intet som helst udtryk for liv.