Menneskeheden og verdensbilledet
30. KAPITEL
Den »udvendige« side ved »bevægelsen« er død »materie«, mens den »indvendige« side er tænkning, bevidsthed eller oplevelse af liv
Hvordan finder man da loven for tænkning? Den finder man igennem den fuldkomne skabelse, idet skabelse er det samme som manifestation af tanke. I samme grad, som en skabt ting opfylder sit formål, har dens skabelse været fuldkommen og dermed den forudgående tænkning, som skabelsen repræsenterer. Da de levende væsener åbenbarer sig som »levende« netop i kraft af »bevægelse«, det være sig ikke blot den bevægelse, der befordres ved hjælp af fødder, vinger eller finner, men det gælder også den bevægelse, der åbenbarer sig som åndedræt, blodomløb, kirtelfunktioner, tale, syn, hørelse, lugt, smag og følelse og den derpå baserede oplevelse, tænkning og skabelse eller frembringelse, bliver deres bevægelse det samme som deres liv. Alt, hvad der således kommer ind under begrebet »liv«, er »bevægelse«, men bevægelsen er igen det samme som »skabelse«, hvilket vil sige en omformning eller forvandling af tingene fra en tilstand til en anden. Oplevelsen af denne omformning af tingene er det samme som oplevelsen af livet. »Bevægelse« og »liv« kan således ikke adskilles, men er som nævnt identisk. Der findes ingen som helst oplevelse af »liv« uden »bevægelse« og ingen som helst »bevægelse«, uden at den er oplevelse af »liv«. Men alle ting har to sider: en udvendig og en indvendig. Den »indvendige« side af bevægelsen er »sansefornemmelse«, er oplevelse af behag og ubehag, tilfredsstillelse af begær, er sult og mættelse, kort sagt, viljeføring, bevidsthed, tænkning og dermed fornemmelsen af liv, Den »udvendige« side ved bevægelsen er vibrationer, bølgelængder, hastighedsgrader, mål og vægt, kort sagt, her er den kun faste, flydende, luftformige og stråleformige, foranderlige foreteelser.