På et tidligere tidspunkt i menneskehedens historie var menneskene ikke i den grad intelligensbetonede, som de er i dag. De blev derfor ikke ledet eller regeret af intelligensbetonede, materialistiske eller åndsfornægtende væsener, tværtimod. Da de var stærkt instinkt- og følelsesbetonede, var de ikke i nogen som helst retning i tvivl om et forsyns eksistens og betragtede det som selvfølgeligt, at kun en repræsentant for dette urokkelige forsyn kunne være deres høvding, fører eller konge. Deres regeringsform var ikke et politisk, men et religiøst spørgsmål. Den var spørgsmålet om skabelsen af det bedst mulige forhold til Forsynet eller til den eller de guddomme, som man mente havde al magten i himlen og på jorden. Den var en gudsdyrkelse. Med en sådan indstilling blev folkene forsynet med en slags indviet konge, høvding eller fører. Og dette princip har været gældende lige fra naturmenneskestammerne i en fjern fortids vildnis og helt op til de moderne materialistiske kulturstater under kristendommens lysende kors, hvor de sidste få »konger af Guds nåde« nu kun er en fortidig storhedsepokes sidste hendøende skyggerids.
      Under nævnte lysende kors begyndte regerings- eller kongemagten at spaltes. Der opstod en »gejstlig« magt, der egentlig var den oprindelige kongemagt, og en magt, der, skønt den var »verdslig« eller »civil«, dog stadig iklædte sig krone, scepter og purpurkåbe og dermed påførte sig etiketten fra en tradition og suverænitet, den ikke mere helt repræsenterede. Fra at være selve religionen og den heri rodfæstede fysiske og åndelige førelse af folket, var den nu kun en magt, der foreløbig var religionen og dens påbud underlagt.
      Selv om den gejstlige magt ikke mere benyttede sig af kongeværdighedens eller suverænitetens symboler: kronen, sceptret og kongekåben, herskede den foreløbig over de fra den nu udskilte konger og kejsere. Men efterhånden tabte den gejstlige magt terræn til fordel for den verdslige, som efterhånden overgik til mere og mere materialistisk indstillede personer. Og da kongemagten nu ikke mere var noget, man blev tildelt ved en beståen af den prøvelse på de for en konge nødvendige fysiske og åndelige kvalifikationer, der hedder »indvielse«, men derimod kun var noget, man »arvede« ganske uafhængigt af kvalifikationer, noget, man ganske simpelt blev tildelt, blot fordi man var i familie med kongen, måtte helt andre magter og faktorer end de, der betingede folkets absolutte velværd, af og til uundgåeligt komme til at udgå fra tronen og dens ophav. Kræfterne omkring tronen og dens besidder førte undertiden til folkets underminering, nød og slavelænkning i stedet for til kultur, velfærd og frihed. Dette førte igen til revolution eller oprør imod kongemagten, hvorefter folkene selv begyndte at tage regeringen eller statsstyrelsen i deres egne hænder. Republikker er nu i færd med at afløse monarkierne. Og kronen, symbolet på fortidens guddommelige, fysiske og åndelige førelse af menneskeheden, er blevet en museumsgenstand. Men folkenes regeringer er stadig en blot og bar verdslig magt, adskilt fra religionen og uden rodfæstning i nogen absolut erkendelse af selve den absolutte verdensstruktur eller det evige verdensbillede og de herunder hørende livslove.
      Men ligesom kongemagten gik sin opløsning i møde, således er religionen eller den gejstlige magt forlængst begyndt at opløses. Landenes styreform og kulturskabelse, der tidligere var dens fornemste opgave, har den ikke mere nogen særlig indflydelse på. Den eksisterer nu nærmest som en magtløs institution, der allerede i nogle lande har været prisgivet den verdslige regerings nåde og forgodtbefindende. Den blev til noget, man kunne forbyde eller tillade, alt efter som det passede ind i den verdslige regeringsforms favør. Den store guddommelige foreteelse, der før var den højeste autoritet i menneskehedens fysiske og sjælelige udformning, blev til en skygge af det, den før havde været. Men de verdslige regeringsmagter eller stater blev alligevel ved med at bære religionens navn og udtrykker sig i det område, inden for hvilket kristendommen har været udbredt, som »kristne« stater, skønt kristendommens allerhøjeste påbud »Elsk din næste som dig selv« og »Stik dit sværd i balgen! Thi alle de, som gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd«, ikke på nogen måde har været fundamentet for disse staters eksistens eller fremtræden. Disse kristendommens allerhøjeste guddommelige idealer blev for det moderne materialistisk indstillede menneske, hvad enten det var arbejdsmand eller regeringschef, kun til overleverede, naive eller primitive forestillinger, som man virkelig ikke kunne være bekendt at beskæftige sig med. Og de »kristne stater« blev til verdens mest geniale iscenesættere af krig, myrderi, tortur og lemlæstelse. De blev de mest myrdende og dræbende folk i verden med det resultat, at årsags- og virkningslovens aldrig svigtende princip, der betinger, at »det, et væsen sår, skal det høste« eller, at »alle de, der gribe til sværd, skulle omkomme ved sværd«, kom til at ske fyldest. Store dele af de nævnte staters områder og kulturcentrer er i dag kun ruinhobe. De overlevende befolkninger er fysisk og sjæleligt nedbrudte væsener, ja, er i værste tilfælde invalider, der sultende og frysende humper rundt i murbrokkerne af fortidige kulturpaladser for at finde ly for vejr og vind og ellers lever af den nåde og barmhjertighed, den såkaldte sejrherre er i stand til at yde dem.