Vi er igennem det foranstående blevet vidne til, at den materialistiske videnskab, der ikke accepterer nogen erkendelse af et højere »noget« eller »jeg« bag materien og skabelsesprocesserne, ja, endog benægter en sådan realitets eksistens, i virkeligheden lige så let bliver offer for overtroen, usandheden eller fanatismen, som væsener inden for lægmandskredse, ja, endog lettere, idet disse væsener i stor udstrækning endnu håber og tror på et højere åndeligt forsyns eksistens og deres egen udødelighed. Kristus får således ret der, hvor han siger: »Salige ere de fattige i ånden; thi himmeriges rige er deres.«
      Når videnskaben ikke viger tilbage for at bedømme enhver tale om et forsyns og et udødeligt jeg's eksistens som fri fantasi og overtro, må dette jo være udtryk for dens opfattelse. Denne opfattelse må igen være udtryk for tænkning og er da en »spekulation«, Og da den drejer sig om en stillingtagen til erkendelsen af Forsynet og væsenernes udødelige jeg, bliver samme spekulation af filosofisk art. Videnskaben kan således heller ikke sige sig fri for »filosofiske spekulationer«. Men filosofiske spekulationer behøver ikke altid at være noget nedsættende, tværtimod. En filosofisk spekulation er jo det samme som et forsøg på ad tankens vej at udrede et eller andet problems eventuelle mystik eller gåde. Det største objekt for filosofiske spekulationer er naturligvis selve livsmysteriets løsning eller problemet »det levende væsen«. At menneskene igennem filosofiske spekulationer søger at løse livsmysteriet, er der ikke noget som helst abnormt i. Hvis de ikke igennem deres tænkning skulle søge nævnte mysteriums løsning, hvordan skulle de da tilfredsstille deres videbegærlighed på dette felt? Hvordan er den materialistiske videnskab begyndt? Er den ikke netop begyndt som spekulationer, som tænkning over problemerne? Og må den ikke netop stadig inden for et temmelig anseligt område betjene sig af »filosofiske spekulationer«? Hvad er f.eks. en hypotese? Er det ikke en spekulation, der er anerkendt uden at være en bevisført sandhed? Og hvordan skulle videnskaben være kommet til de mange af dens urokkelige eller virkelige videnskabelige facitter, hvis den havde bandlyst enhver form for accept af hypoteser? Noget andet er, at det naturligvis ikke er alle hypoteser eller spekulationer, der er lige gode. De omfatter jo lige fra den mest tåbelige overtro og uvirkelighed til den absolut urokkelige sandhed og er da i sidste tilfælde ikke mere nogen hypotese, men en realistisk kendsgerning eller absolut virkelighed. Men ligesom hypotesernes eller spekulationernes domæne som en fast kerne indeholder den urokkelige materialistiske viden om materien, »det skabte« eller »frembragte«, således må man lære at forstå, at man inden for samme domæne også kan finde den absolutte viden om »frembringeren« eller »skaberen« eller det »noget«, der oplever og kontrollerer materien. Hvor skulle man ellers finde det? Men det er klart, at lige såvel som den materialistiske videnskab kun kunne blive til igennem en lovbundet og skolet spekulation, der er det samme som logisk tænkning, således kan åndsvidenskaben naturligvis også kun blive til igennem en lovbundet og skolet tænkning. Enhver form for udløsning af energi har sin lov, og kan man opdage denne lov, har man fundet samme energis højeste formål og facit. Da tænkning også er energiudløsning, vil der netop være en lov for tænkning. Kan man finde denne lov, kan man ved hjælp af den tænke fuldkomment. Og gennem denne fuldkomne tænkning får man kun fuldkomne ideer og forestillinger. Og fuldkomne ideer og forestillinger er netop det samme som livets absolutte sandhed.