Menneskeheden og verdensbilledet
26. KAPITEL
Hvorfor livsmysteriets løsning ikke kan blive synlig i et mikroskop eller teleskop
Nej, den højere viden er ikke noget, man kan veje og måle sig til. Dens facitter er ikke størrelsesbegreber, hverken i tid, rum eller hastigheder. At man ved hjælp af tekniske og optiske apparater stadig får evne til at se endnu større rum, end man på normal måde med de fysiske øjne alene er i stand til, forandrer ikke sagen. Universets gåde, livsmysteriets løsning vil derfor aldrig nogen sinde blive tilgængelig eller synlig i et mikroskop eller i et teleskop. At man med mikroskopet spalter millimeteren op i tusindedele og med teleskopet udvider den fysiske horisont millioner og atter millioner af lysår, gør jo kun den fysiske verden så meget desto større og mere besværlig at komme hinsides. Man vandrer stadig i »det skabte«, i »det frembragte«. Men noget, der er »skabt« eller »frembragt«, kan umuligt være løsningen på »det skabte«s eller »det frembragte«s mysterium. Så længe den fundne årsag til noget, der er skabt eller frembragt, også kun er noget, der er skabt eller frembragt, er skabelsesmysteriet ikke løst og den hunger efter viden om livets inderste årsag ikke tilfredsstillet, der som en organisk proces er til stede i ethvert intellektuelt indstillet menneske.