Menneskeheden og verdensbilledet
25. KAPITEL
Hvorfor den materialistiske videnskab må afvise erkendelsen af et udødeligt jeg og dets kosmiske ansvar som »uvidenskabelig«
Der vil derfor være den forskel på fortidens og fremtidens mennesker, at medens fortidens og det store flertal af nutidens mennesker ikke føler noget »kosmisk ansvar«, vil fremtidens mennesker helt komme til at basere deres liv på et sådant ansvar. Det er denne menneskehedens forvandling, det vil være åndsvidenskabens mission at fuldføre netop i kraft af, at ingen som helst anden form for videnskab vil være i stand til at afstedkomme denne forvandling. Den materialistiske videnskab kan, grundet på sin særlige og for dén absolut nødvendige forskningsmetode, ikke give nogen som helst ide om noget »kosmisk ansvar«, idet den udelukkende kun kan beskæftige sig med »timelige« eller »forgængelige« ting. Den kan kun beskæftige sig med »det skabte«, »det frembragte« i universet. »Det evige«, »det uforgængelige noget« eller »jeg«, der skaber, frembringer, oplever og overlever tingene eller »det timelige«, kan den ikke have noget som helst med at gøre, fordi det er identisk med selve evigheden og uendeligheden. Men da evigheden og uendeligheden ikke kan vejes og måles, kan den ikke erkendes på almindelig videnskabelig vis igennem mål og vægt. En forskning og videnskab, der udelukkende er baseret på erkendelse af mål og vægt, må derfor absolut afvise »evigheden« og »uendeligheden« eller det »noget«, der skaber og oplever tingene og derfor ikke selv kan være tingene, som noget, der i allerhøjeste grad er »uvidenskabeligt«, noget, der ikke kan blive konkret viden, hvilket i dette tilfælde altså vil sige: mål- og vægtviden, der igen er det samme som viden om tid og rum. Den materialistiske videnskab vil i venligste tilfælde kun indrømme erkendelsen af »evigheden«, »det højeste noget« eller »skaberen« og »opleveren« bag »det skabte« som en »filosofisk spekulation« og i de mange gængse og uvenlige eller intolerante tilfælde som ren nonsens, fanatisme eller overtro, ja, ligefrem totalt benægte et sådant »noget«s eksistens. At videnskaben derved i allerhøjeste grad selv er »uvidenskabelig« og overtroisk, ganske uanset hvor stor en autoritet den så end besidder med hensyn til mål- og vægtfacitter eller viden om tid og rum, fatter eller aner den ikke.