Da åndsvidenskaben udelukkende er baseret på at dokumentere eller bevisføre for intelligensen – ikke »det skabte«, »det oplevede« – men derimod »skaberen« eller »det, der skaber«, »det, der oplever«, er det soleklart, at vi her har med en videnskab og forskningsmetode at gøre, der er principielt forskellig fra den ellers kendte og autoriserede videnskab. Da åndsvidenskaben direkte er indstillet på »det noget, der oplever«, »det noget, der fører vilje og kan tænke og skabe«, hvilket vil sige: selve livets kerne, får den det fortrin frem for den materielle videnskab, der ikke er indstillet på »det noget, der oplever«, men derimod udelukkende kun er indstillet på »det frembragte«, »det oplevede«, at den får »livsytringsfacitter« dér, hvor den materialistiske videnskab kun får døde mål- og vægtfacitter. Åndsvidenskaben konstaterer altså »livet« der, hvor den materialistiske videnskab kun konstaterer »døden«. Åndsvidenskaben er derfor tvingende nødvendig eller aldeles uundgåelig i menneskehedens udvikling eller skabelse af freden. Dér, hvor den materialistiske videnskab eksisterer som den eneste autoriserede videnskab, skaber den krig og vil kun kunne udløse krig. Alle de goder, menneskeheden er i stand til at frembringe i kraft af denne, nedbrydes og ødelægges uundgåeligt i kraft af den sindets ufuldkommenhed, der absolut må være herskende dér, hvor en overlegen materiel viden og kunnen er parret med en total uvidenhed om selve »skaberen« eller »det levende noget«. Et sådant uvidende væsen kan jo ikke vide noget om det virkelige ansvar, der ligger bag ved enhver viden og kunnen. Så længe man ikke erkender »et levende noget«s eller »jeg«s udødelighed eller dets over skabelse og kunnen fremtrædende evige eksistens, vil man selvfølgelig slet ikke forstå eller erkende, at der eksisterer et uundgåeligt ansvar bag dette »noget«s eller »jeg«s kunnen, skabelse eller frembringelse. At menneskehedens skæbne måtte blive ragnarok, krig og kultursammenbrud, så længe den netop kun har en videnskab, der intet kender til »skaberen«s eller »jeg«ets overlevelse af sine frembringelser og derfor heller ikke kender samme »skaber«s eller »jeg«s ansvar over for eller de kosmiske følger af, en viden og kunnen, der docerer »døden« som den altdominerende faktor i universet, turde vel være forståeligt selv for det kun almindeligt intelligente menneske. I sandhed, »talsmanden, den hellige ånd« (»åndsvidenskaben«) er således i færd med at blive aktuel. Hvordan skal menneskeheden ellers komme ud af dødens og uvidenhedens, lemlæstelsernes, sorgens og grådens mørke sumpe? Hvordan skal en »varig fred« kunne skabes uden en fredens videnskab? Hvorfor skulle det være lettere at bringe freden til at kulminere uden videnskab end at bringe krigen til kulmination uden videnskab? Det var jo først, da krigen blev båret af videnskab, at den fik evne til at dominere hele verden og afføde »alles krig imod alle«. Den absolut totale fred kan ikke skabes af profeter, dogmer eller tro, selv om disse faktorer har været stærkt førende fredskræfter inden for den nu døende gamle verdensepoke. En fred, der ikke er baseret på videnskab, kan umuligt hamle op med en krig, der netop dominerer i kraft af videnskab eller et overlegent kendskab til skabelsen af tilintetgørelsesmidler eller død- og lemlæstelsesbefordrende krigsmaskiner. Et menneske, hvis psyke eller bevidsthed kun er baseret på ren kold materialistisk videnskab, er endnu kun en kosmisk søvngænger. Det er et kosmisk bevidstløst væsen, i hvis hånd dødens våben netop kan kulminere grundet på den manglende viden om det kosmiske ansvar. Så længe det ikke ved, at det er et kosmisk eller evigt væsen, kan det jo heller ikke vide, at det har et kosmisk ansvar, og at dets skæbne, dets lykke eller ulykke udelukkende er baseret på dette ansvar.