Livsmysteriets løsning er ikke en videnskab, der ligesom den materialistiske kun kan skrives med formler og tegn, som kun de lærde eller et lille mindretal af de mest fremragende intelligente personer efter et årelangt studium kan læse eller forstå. Åndsvidenskaben eller den videnskab, der udgør livsmysteriets løsning, er ikke en videnskab, der skal regne med milliontedele af en millimeter eller lige så små brøkdele af et sekund. For denne videnskab er »tusinde år som én dag og én dag som tusinde år«. Den er en indsigt, der er hævet over tid og rum. For den er alt i det store som i det små, og i det små som i det store. Den arbejder med selve »livet«, og er som modsætning til den materielle, akademiske videnskab totalt uafhængig af mål og vægt. Selve »livet« er noget evigt, og noget evigt kan ikke have hverken alder eller størrelse. Det er ikke så mærkeligt, at man igennem den materialistiske forskning ikke kan finde livsmysteriets eller verdensgådens løsning. Denne løsning er selv »evigheden«. Hvordan skal man med en forskerindstilling og undersøgelsesmetode, der udelukkende kun kan støtte sig på mål og vægt, på rumforhold og volumen eller andre timelige foreteelser, og derved kun kan få noget i sin hånd, der er under opbygning eller forvitring, enten er under udvikling eller degeneration, enten er ved at vågne op til liv eller hurtigt eller langsomt er ved at dø, komme til det faste punkt bag alle bevægelserne i universet eller verdensaltet og derved komme til den absolutte sandhed? Hvordan kan facitter baseret på disse forgængelige foreteelser blive andet end timelige tings mål- og vægtanalyser? Hvordan skulle de kunne være facitter eller sandheder om det »noget«, der overlever tingene og derfor kan konstatere tingenes timelighed, bevægelighed, tids- og rumforhold? Det er jo soleklart, at dette overlevende og iagttagende »noget« ikke kan være hverken rum, tid eller bevægelse. At der netop eksisterer et sådant overlevende »noget«, bliver til urokkelig kendsgerning i kraft af vor egen eksistens. Vi er jo alle hver især ikke blot en sådan iagttager af de timelige forhold i og omkring os, men vi kan selv iværksætte bevægelse og dermed skabelse af timelige foreteelser og igennem disse tilkendegive eller åbenbare vor eksistens for andre væsener, i hvilke der forekommer det samme tingene overlevende »noget«. At man for at komme til klarhed over dette tid og rum oplevende og skabende »noget« selv må være livsgådens løsning, turde vel være selvfølgeligt. Løsningen på »det skabte«s mysterium turde vel være »skaberen« eller ophavet til »det skabte«. Livets dybeste facit kan ikke være »det oplevede«, men »det, der oplever«. Derfor bliver det her til kendsgerning, at den moderne akademiske videnskab umuligt kan løse livsmysteriet, idet den betragter det som en ufravigelig regel kun at holde sig til mål og vægt og opfatte enhver forskning, der afviger herfra, som »uvidenskabelig« og derfor forkastelig. Den forstår ikke, at den dermed i virkeligheden afskærer sig fra at forske »det, der oplever«. Den vil aldrig få fat i andet end netop »det oplevede«, »det skabte«, »det timelige«. »Evigheden« eller »uendeligheden« er for den noget abstrakt, utilgængeligt, som aldrig vil blive tilgængeligt for noget væsen, selv om nævnte videnskab er nødsaget til at indrømme, at en sådan foreteelse forekommer hinsides alle timelige realiteter.