Af ovennævnte ser vi således, at den følelsesbetonede tilstand, der affødte menneskehedens store »trosevne« og hidtil urokkeligt bar individet igennem livets forskellige lyse og mørke tilskikkelser, ikke er en varig tilstand. Historien viser os, at når menneskene når frem til et vist stadium i deres udvikling, begynder de at blive intelligensbetonede. Der opstår i deres mentalitet eller tankeverden forestillinger, der underminerer »troen« og afføder »tvivlen« på de religiøse fakta, hvilket vil sige: tvivlen på deres egen sjælelige og åndelige struktur, ja en struktur, de endog helt benægter og dermed modarbejder enhver erkendelse af. Og vi har her den glødende materialist eller gudsfornægter i renkultur. At et sådant menneske kan blive meget uhyggeligt for sine omgivelser, hvis det når frem til den intelligensbetonede og vantro sindstilstand, inden det har fået en tilstrækkelig human moral eller karakter, er selvfølgeligt. Thi et sådant menneske tror absolut kun på »den stærkeres ret«. Nogen absolut analyse og forståelse af virkelig ret og retfærdighed kan et sådant materialistisk menneske i renkultur umuligt have. Tænk, hvad det kan udrette af ulykker og kulturnedbrydelse, hvis det netop får magt til f.eks. at regere, får magt til at være diktator eller på anden måde at underlægge sig mennesker. Ja, blot dette, at et sådant menneske har adgang til politik, er farligt, da det jo næsten umuligt kan være andet end asocial. Er det ikke netop de kendsgerninger, storpolitikken i verden har begyndt at ophobe i menneskehedens historie eller livserfaring? Den fred, der nogenlunde eksisterede før de store verdenskrige, eksisterer ikke mere og vil umuligt kunne komme til at eksistere, så længe menneskeheden ikke har truffet foranstaltninger til at beskytte sig imod den stærkt voksende irreligiøsitet, der i form af en ukultiveret, intelligensbetonet gudsfornægtelse eller åndsforfølgelse begynder at erobre sig plads i en stor del af verdenspolitikken. At denne politik derved i tilsvarende grad bliver asocial, bliver til kendsgerning derigennem, at intet som helst menneske, der har mistet evnen til at fatte ret i stedet for magt, kan være andet end asocialt i et samfund, der er nået så langt frem i udvikling af humanitet og kultur, at dets livslykke netop kun kan baseres på ret i stedet for magt. At menneskene vil blive ført til berøvelse af personlig frihed, til slavearbejde, til koncentrationslejre, tortur og henrettelse, så længe de ikke tager sig i agt, men overgiver sig til sådanne asociale, magtsyge, intelligensbetonede åndsfornægtere, er selvfølgeligt. Vi har allerede set, hvorledes det er gået de lande og folk, der lod sig blænde og friste af magten i stedet for retten. I naturens orden vil de samme årsager uundgåeligt frembringe de samme virkninger. Salt vil evigt salte, ligesom sukker evigt vil søde. På denne årsagslovens urokkelige stabilitet eksisterer verdensaltet. Det er i kraft af den samme lovs urokkelige stabilitet, at vi i det hele taget er i stand til at sanse og opleve livet, er i stand til at erkende, tænke og handle. Det er i kraft af den samme stabilitet i verdenslovene, at vi efterhånden kommer til at lære at føre vor vilje i kontakt med disse love. Og det er takket være den samme stabilitet, at menneskene kan opnå den absolutte fred eller varige lykke ved at bringe deres tanke og vilje i kontakt med dette årsags- og virkningsprincip i verdenslovene.