I henhold til foranstående vil man måske svare, at man ikke er i stand til at skelne. Overalt, hvor man læser og studerer, er tingene som regel ikke fri og upartisk skildret. Alle fremhæver hver især sine opfattelser og meninger som de højeste urokkelige idealer. Hver bevægelse, det være sig religion, sekt eller et politisk parti, docerer sin berettigelse på en sådan måde, at man ikke kan se, hvad der er sandt eller usandt deri. Hvordan skal man lære at se igennem propagandaens camouflage, forvrængninger af virkelige fakta til fordel for magthaveres eller magtsyges egoistiske begær? Hvordan kommer man til at se eller konstatere, at alt, hvad der opgives som »hvidt«, virkelig er hvidt og ikke er camouflerede sorte farver?
      Ja, hvad bragte menneskene til rent materielt eller fysisk at kunne skelne materierne på en så fuldkommen måde, at de i kraft af denne evne har kunnet gøre sig til elementernes beherskere, til genier i materiel eller kemisk og teknisk kunnen? Var det ikke den materialistiske videnskab? Tror man, man ville have nået en sådan position, hvis ikke man havde forladt naive dogmer og overtroiske forestillinger på dette felt til fordel for realistisk forskning og de herigennem indvundne kendsgerninger? Den materialistiske videnskabs metoder retter sig ikke efter propaganda, men efter konstaterede kendsgerninger. Tror man ikke, man på det psykiske område nu er nået til det samme stadium, altså et stadium, hvor man ikke mere kan lade sig lede af dogmer, suggererende propaganda og overtroiske forestillinger? Tror man ikke, at menneskene netop er udviklede nok til at kunne begynde at trænge ind til realistiske kendsgerninger på det psykiske eller sjælelige område og derved blive fri af alskens partiske påstande, propaganda eller forvrængninger af sandheden? Jo, tiden er nu kommet, da menneskeheden må have kendsgerninger i stedet for hypoteser, må have sandhed i stedet for camouflage, må have virkelighed i stedet for uvirkelighed.
      Hvor finder det søgende menneske eller den udviklede forsker disse kendsgerninger, denne sandhed eller virkelighed? Der, hvor den materielle videnskab fandt virkeligheden eller sandheden i de rent materielle love, nemlig i selve livets egen beretning. Livet selv er jo den mest absolutte og pålidelige fortæller og afslører af den evige absolutte sandhed. Når individet lærer at forstå denne livets egen tale, er det hævet over flokkens suggererende propaganda, der altid vil være mere eller mindre uren, så længe flokken ikke består af kosmisk indviede væsener. Nævnte propaganda vil indtil da mere have til formål at tjene selvopholdelsesdriften end dette at være en afsløring af den absolutte sandhed. Flokkens tale vil derfor her altid betyde en større eller mindre forvrængning af sandheden. Men det væsen, der har lært at forstå livets egen tale, er hævet over et hvilket som helst medvæsens synspunkt. Når det af naturen selv får svaret eller løsningen på livets mysterium som realistisk kendsgerning, har det fundet selve livets absolutte faste punkt, er blevet et normalt suverænt eller såkaldt »indviet« væsen. Det kender virkeligheden ved eget selvsyn og kan derfor handle i kraft af dette selvsyn, der er det samme som synet af de absolutte kendsgerninger. Og det er således føringen af menneskene til dette selvsyn, der er verdensgenløsningens mission af i dag.